
Køkkenchef – sæt retning for økologisk mad i historiske rammer
Vil du være med til at præge fortællingen om Gram Slot gennem det, der serveres på tallerkenen, fra stegt flæsk til 3-retters gourmet? Og hvad siger du til at lave mad med rødder i jorden – bogstaveligt talt – med grøntsager gravet op få meter fra køkkenet?
Som køkkenchef på Gram Slot bliver du frontfigur i et køkken, hvor økologi, faglighed og gode råvarer er i centrum. Her kombinerer du ledelse, kreativitet og bæredygtighed – midt i historiske og levende rammer.
Velkommen til Gram Slot – hvor køkkenet er en del af helheden
Gram Slot forener økologisk landbrug, hotel, konferencer, koncerter og kultur i unikke omgivelser, hvor bæredygtighed og fællesskab går hånd i hånd. Her arbejder vi tæt sammen på tværs – fra mark til menu og fra idé til oplevelse. Vi har det økologiske SØLV-spisemærke, og vi dyrker de fleste af vores grøntsager selv på vores store, økologiske landbrug med 1.300 køer og 3.000 ha. landbrugsjord.
I køkkenet bliver du en del af et engageret team med faglighed, hjælpsomhed og god tone som fælles omdrejningspunkt. Her er både kokke, elever og fleksjobbere – og plads til at alle bidrager og udvikler sig sammen. Du kommer til at arbejde tæt sammen med både restaurant- og eventchef og hotelchefen, hvoraf sidstnævnte vil være din daglige leder.
Du går forrest i et køkken, der spænder fra gourmet til stegt flæsk
Som køkkenchef på Gram Slot får du en alsidig hverdag i krydsfeltet mellem råvarer direkte fra jorden, madformidling, menuudvikling og ledelse. Du bliver både en synlig leder og en aktiv del af køkkenets drift – og får ansvar for at skabe struktur, sikre høj kvalitet og styrke fællesskabet i teamet.
Du kommer bl.a. til at:
- indgå i den daglige madlavning og være den, der sætter linjen for kvalitet og arbejdsform i køkkenet
- udvikle menuer og koordinere madleverancer til både a la carte, bryllupper, konferencer og store events
- lede og motivere kokke, elever og fleksjobbere med fokus på trivsel, faglighed og samarbejde
- stå for vagtplanlægning, varebestilling og sikre, at køkkenets drift er effektiv og økonomisk ansvarlig
- oplære medarbejdere og sikre ensartet kvalitet, høj hygiejne og mindst muligt spild i alle led.
Du får et varieret skema med skiftende arbejdstider og en god blanding af dag, aften og weekendarbejde. Vi lægger samtidig stor vægt på, at arbejdslivet på Gram Slot skal kunne kombineres godt med familielivet og et aktivt fritidsliv, og derfor tilstræber vi, at alle har helt fri hver 2. weekend.
Fagligt stærk kok med lyst til ledelse og overblik i køkkenet
Du stiller høje krav til dig selv og dit køkken – og forventer det samme af dem omkring dig. Men du ved også, at den gode stemning ikke skaber sig selv. Så du har blik for både kvalitet og kolleger, og du forstår at sætte retning og holde fast, uden at miste respekten eller smilet. Hos dig går faglighed og ordentlighed nemlig hånd i hånd.
Derudover forestiller vi os, at du:
- er uddannet kok og har god faglig ballast
- har nogle års erfaring fra lignende køkkenfunktioner
- har lyst til at være leder – du behøver ikke have ledelseserfaring
- kan arbejde selvstændigt og struktureret og er god til at give retning og dele viden
- kan sikre høj kvalitet på tallerkenen og styre både råvarer og ressourcer med omtanke.
Bliv en del af fortællingen på Gram Slot
Vi kalder løbende til samtale, så send gerne din ansøgning allerede i dag.
For yderligere information kan du kontakte Svend Brodersen, Direktør, på +45 40 11 19 10.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.