Dansk Råd for Genoplivning
Herlev

Studentermedhjælper

Vil du være med til at redde liv? Dansk Råd for Genoplivning søger en engageret studentermedhjælper til en alsidig stilling med fokus på vores indsats Hjertesikker Zone.

Om Dansk Råd for Genoplivning

Dansk Råd for Genoplivning (DRG) er en central spiller med stor gennemslagskraft på hjertestop- og strokeområdet. Vi arbejder for, at flere overlever hjertestop og stroke til et godt liv – i samarbejde med vores 23 medlemsorganisationer, myndigheder og andre samarbejdspartnere. DRG har i mange år haft et strategisk partnerskab med TrygFonden om genoplivning og siden 2018 også om stroke.

Blandt vores opgaver er borgerrettede events såsom den årlige Hjertestarterdag, faglige konferencer målrettet sundhedsprofessionelle og landsdækkende kampagner som f.eks. Red Hjernen.

Om jobbet

Som studentermedhjælper hos os vil du få mange forskellige opgaver – og mulighed for at få ansvar og udvikle dig undervejs. Dine primære opgaver vil være:

  • Kontakt og dialog med organisationer og virksomheder om at blive en Hjertesikker Zone
  • Behandle ansøgninger og årlig opfølgning fra Hjertesikre Zoner
  • Administration af forsikringsordninger under Brancheforeningen for Hjertestartere
  • Opdatering og redigering af vores hjemmeside
  • Udarbejdelse af udkast til opslag på sociale medier og nyhedsbreve

Om dig

Vi søger en selvstændig og struktureret studerende med mindst to år tilbage af din uddannelse. Du læser måske sociologi, folkesundhedsvidenskab, statskundskab eller noget helt fjerde – vigtigst er, at du:

  • Arbejder grundigt og har blik for detaljen
  • Har erfaring med Office-pakken, især Excel
  • Trives i samarbejde med mange forskellige aktører
  • Er god til at formulere dig – både mundtligt og skriftligt
  • Tager initiativ og følger dine opgaver til dørs
  • Har interesse for sundhed og samfund
  • Og ikke mindst: Er en god kollega, der bidrager til den gode stemning i teamet

Mere om os

Du vil blive en del af et lille, men ambitiøst og engageret team på i alt syv medarbejdere. Vi løfter både store og små opgaver i fællesskab, og vi lægger vægt på sparring, fleksibilitet og godt kollegaskab i hverdagen.

Vilkår

Der er tale om en stilling på ca. 15 timer om ugen. Vi tilbyder løn efter kvalifikationer og en række personalegoder, blandt andet feriefridage og betalt frokostpause. Der vil være god mulighed for at tilrettelægge din egen arbejdstid efter aftale. Vores arbejdsplads er røgfri.

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist den 10. august 2025. Stillingen ønskes besat senest den 1. oktober 2025, men gerne før.

Send din ansøgning og CV til info@genoplivning.dk.

Vi praktiserer blind rekruttering. Det betyder, at vi screener ansøgninger anonymt i den første fase, så vi fokuserer på kompetencer frem for personlige oplysninger. Vi beder derfor om, at du undlader at inkludere navn, alder, køn, billede eller andre personlige oplysninger i dit CV og ansøgning.

Eventuelle spørgsmål til stillingen kan rettes til projektleder Aminata Jabbie, aminata@genoplivning.dk, tlf. 60 78 57 61 (dog ikke i uge 31 og 32) eller direktør Stine Strandkjær, stine@genoplivning.dk, tlf. 28 57 06 77 (dog ikke i uge 27-30).


Dansk Råd for Genoplivning er en tværfaglig organisation, der består af 23 medlemsorganisationer, herunder de regionale akutberedskaber, lægevidenskabelige selskaber og andre organisationer med interesse og specialviden inden for genoplivning og stroke. Læs mere på www.genoplivning.dk.