
To regnskabskonsulenter søges til vores engagerede team
Er det dig, vi leder efter? Vi har to ledige stillinger i vores regnskabsteam. Her mangler vi dig, der er garvet og erfaren og måske endda med kendskab til det selvejende og private område. Måske er I to tidligere regnskabskollegaer, der savner et sted at arbejde sammen igen? Mangler du - eller I - et stærkt team med høj faglighed, sparring og grundighed at være en del af?
FOBU er paraplyorganisation for 153 selvejende og private dag- og fritidstilbud, hvor vi varetager back office-opgaver inden for løn, økonomistyring, bogføring og regnskab. Derudover varetager vi opgaver indenfor politisk interessevaretagelse, personalejura, IT og pædagogik. Vi gør alt hvad vi kan, for at lederne kan bruge så meget tid som muligt på deres kerneopgave – vi passer på dem, der passer på børnene. Så kunne dette meningsfulde arbejde give mening for dig?
De ledige stillinger er i team Regnskab, hvor du sammen med dine dygtige regnskabskolleger skal varetage opgaver med:
- Regnskab og økonomistyring for ’egne’ institutioner
- Finans-, debitor- og kreditorbogholderi
- Afstemning og analyse
- Opstilling af tilskudsregnskaber mv.
Hos os får du ansvar for et antal institutioner, hvor det er dig som deres egen regnskabskonsulent, der står for deres regnskab og alt hvad det indebærer. At have ’sin egen’ konsulent er til stor glæde for både vores konsulenter og ledere, da det øger muligheden for en høj detaljegrad og baggrundsviden omkring den enkelte institution. Vi arbejder dog tæt sammen både i teamet og sammen med FOBUs øvrige teams.
Vi kan tilbyde en god arbejdsplads beliggende centralt i København. Du får 28 engagerede og dygtige kolleger, der med hver deres faglighed og baggrund brænder for at bistå vores medlemsinstitutioner, så de kan udvikle deres institutioner. Her er gode arbejdsvilkår, god stemning og høj grad af arbejdsglæde samt mulighed for 1-2 hjemmearbejdsdage, når din oplæringsperiode er afsluttet.
Som person er du selvstændig, fleksibel og struktureret. Du er klar til at løse de mange forskelligartede opgaver, der kommer ind hver dag, med blik for vores fælles retningslinjer og forretningsgange. Det er vigtigt, at du har fokus på detaljen, og at du kan overholde deadlines. Du er god til at kommunikere med en faggruppe, der ikke nødvendigvis er regnskabskyndig. Du er serviceorienteret og er god til at sætte dig ind i at løse de problemstillinger, som medlemmerne har. Og sidst, men ikke mindst; du er en rigtig god kollega, som vil gøre dit til at værne om vores positive arbejdsfællesskab.
Vi lægger vægt på, at du har erfaring som regnskabskonsulent og meget gerne med kendskab til området. Det vil være en stor fordel, hvis du har flair for IT og erfaring med:
- Business Central
- Microsoft Excel
Har du lyst til at høre mere om stillingen, er du mere end velkommen til at kontakte Løn- og Regnskabschef, Dilek Secilmis (ds@fobu.dk) og høre mere om stillingen. Vi mødes også gerne på teams, hvis du har spørgsmål, inden du søger. Du kan også læse meget mere om FOBU på www.fobu.dk.
- Dit CV og motivation sendes til job@fobu.dk
- Ansættelsessamtaler afholdes løbende i august
- Tiltrædelse 1. september 2025 eller snarest muligt herefter
Vi glæder os til at høre fra dig!