
Energisk underviser til unge med særlige behov
Elsker du at undervise og har du lyst til at arbejde med unge med særlige behov? Så har vi jobbet til dig.
Vi søger en ny kollega til vores undervisningsteam på UNGES Uddannelsescenter, som tilbyder STU (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse), særlig tilrettelagt 10. skoleår og § 104-tilbud til et bredt spektrum af unge med særlige behov, mange med ASF.
Individuelle forløb i fagligt stærkt miljø
Der er tale om en fuldtidsstilling i et super team og et stærkt fællesskab med kolleger, der har masser af erfaring og faglighed inden for specialundervisning og autisme.
Undervisningen foregår i dagtimerne, hvor du vil have både en-til-en-samtaler og gruppeundervisning. Du vil som udgangspunkt også være en del af vores klubtilbud efter endt undervisning, som også foregår i dagtimerne med ganske få undtagelser.
Du vil blive kontaktunderviser for en gruppe af unge.
Da der er store forskelle i forhold til faglige kundskaber og støttebehov hos eleverne, tilrettelægger vi skoledagen individuelt for hver enkelt ung. Det betyder, at du som underviser hos os har mulighed for at skabe de bedste rammer for læring hos hver enkelt elev.
Vi lægger stor vægt på at koble undervisningen til hverdagen, så derfor vil du også komme ud af huset med de unge, bl.a. i praktikker og ekskursioner. Du vil også skulle implementere undervisning i praktiske aktiviteter som madlavning og motion.
Om dig:
Vi har brug for en fleksibel kollega med lyst til at undervise unge med særlige behov.
Det er ikke noget krav, at du har erfaring med STU eller unge med autisme, men vil være en klar fordel. Da vi søger en underviser, vil det være at foretrække du har erfaring med at undervise i dansk og matematik.
Det er vigtigt, at du kan udtrykke dig klart og korrekt på skrift, da jobbet indebærer at udarbejde forløbsplaner og skriftligt følger op på de mål, der bliver sat for den enkelte elev.
Om UNGES Uddannelsescenter: UNGES Uddannelsescenter er en del af nonprofit-organisationen FONDEN UNGES, som holder til i et stort, lyst hus i Bagsværd. Fonden driver også autisme-app ’en Scan How samt det særligt tilrettelagte ansættelsesforløb KLAR TIL START. Vi har gode faciliteter med køkken, musiklokale, træningsrum, krearum, værksted, hyggerum og stort fællesrum, hvor vi spiser frokost med de unge. Der går ca. 35 elever, primært i alderen 17-21 år. Hver dag stræber vi efter at klæde dem så godt på som muligt både fagligt, socialt og personligt ud fra deres individuelle kompetencer.
Søg stillingen
Stillingen er på 37 timer ses gerne besat pr. 1. august og senest pr. 1. september.
Send din ansøgning hurtigst muligt da vi har løbende samtaler.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.