
Administrativ medarbejder med overblik og stærke koordineringsevner
Vil du være med til at sikre, at vores faglige sagsbehandling forløber effektivt og professionelt? Har du sans for struktur, styr på detaljerne og blik for helheden? Og trives du i en koordinerende rolle med mange kontaktflader? Så er det måske dig, vi leder efter.
Blik- og Rørarbejderforbundet søger en administrativ medarbejder til en stilling med fokus på koordinering og sagsbehandling i forbindelse med vores faglige sager. Du bliver en vigtig del af det maskinrum, der får vores fagretslige arbejde til at hænge sammen – fra kalenderkoordinering og mødeforberedelse til journalisering og opfølgning.
Dine primære opgaver bliver bl.a.:
- Kalender- og mødekoordinering ifm. faglige sager og forhandlinger
- Kommunikation med kredse, arbejdsgivermodpart og øvrige aktører
- Forberedelse af møde- og sagsmateriale og sikre, at forbundets repræsentanter er godt klædt på
- Opfølgning efter møder – så sagerne følges helt til dørs
- Journalisering og systematisk dokumentation i Microsoft GO
- Andre administrative opgaver, som vi tilpasser efter dine kompetencer og interesser.
Du behøver ikke have kendskab til det fagretslige område. Du vil få en grundig oplæring og erfarne kollegaer at læne dig op ad. Det vigtigste er, at du har lysten og evnerne til at være den koordinerende drivkraft i vores sagsbehandling.
Vi forventer, at du:
- Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund
- Evner at holde mange bolde i luften uden at miste overblikket
- Arbejder systematisk og overholder deadlines
- Er stærk til at følge op og sikre fremdrift i opgaver og processer
- Har erfaring med administrative systemer – og gerne (men ikke nødvendigvis) med Microsoft Dynamics CRM og GO
- Er tryg ved digitale værktøjer og har mod på at lære nye systemer – gerne med interesse for, hvordan teknologi og AI kan gøre os endnu skarpere
- Er robust og mødestabil
- Er en holdspiller, der kommunikerer tydeligt og tager ansvar for, at vi lykkes i fællesskab.
Din nye hverdag:
Du bliver en del af en arbejdsplads med 18 engagerede kollegaer med forskellige faglige baggrunde. Til daglig kommer du til at arbejde tæt sammen med vores jurist, de politisk valgte og sekretariatets to øvrige sekretærer – samt have løbende kontakt med vores kollegaer i de fire kredse rundt om i landet.
Stillingen er på 33 timer om ugen, og der er mulighed for flekstid. Vi har overenskomst med HK Service Hovedstaden.
Det får du hos os:
- Et meningsfuldt job i en stærk organisation med stolte traditioner
- Gode muligheder for at præge og udvikle dine opgaver
- Attraktive løn- og arbejdsvilkår samt gode muligheder for efteruddannelse
- Frokostordning, gratis kaffe og fælles morgenmad hver fredag
- Godt kollegaskab med sociale arrangementer som julefrokost, sommerfrokost og et årligt forbundsseminar, hvor vi river to dage ud af kalenderen og sætter retning for det kommende år
- Kontor i Nyropsgade nær Vesterport St. – og i 2026 flytter vi i nybygget forbundshus på Sluseholmen (lige ved Sluseholmen Metrostation)
Sådan søger du:
Upload din ansøgning og CV via knappen ”Ansøg” senest den 27. juli. Stillingen ønskes besat snarest muligt, senest 1. oktober. Vi planlægger at holde ansættelsessamtaler i uge 32.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Kiki Jano Nielsen på 51561703 (dog ikke i uge 28-30).
Vi opfordrer alle uanset køn, etnicitet, alder eller handicap til at søge stillingen.