
Malerikonservator søges
Kunstkonserveringen, Danske Museers Center for Bevaring af Kunst, søger en malerikonservator til en tidsbegrænset stilling på 6 måneder med mulighed for forlængelse.
Kunstkonserveringen er et landsdækkende center for konservering fordelt på to afdelinger, som konserverer og restaurerer kunst for de danske kunstmuseer og kulturinstitutioner. Din arbejdsplads vil være på vores afdeling i Silkeborg, vi har desuden en afdeling på Kronborg, som vi har et tæt samarbejde med.
Et arbejde med kunst i verdensklasse i et uformelt miljø med erfarne kollegaer og gode værkstedsfaciliteter
Der forudsættes afgang som konservator/cand.scient.cons. eller bach.scient.cons fra Det Kongelige Akademi - eller tilsvarende uddannelse - med speciale i malerikonservering og med erfaring og interesse for bevaring af ældre kunst og bred interesse for kunstkonservering.
Arbejdet omfatter primært konservering og restaurering af ældre kunst, men omfatter også opgaver indenfor bevaring af kunst i traditionelle og utraditionelle materialer og teknikker. Desuden omfatter arbejdet tilstandsrapportering af kunstværker i forbindelse med skiftende udstillinger på Kunstkonserveringens medlemsmuseer og øvrige opgaver indenfor værkstedets arbejdsområder.
Konservatoren skal indgå i værkstedets team af 7 konservatorer, men også selvstændigt - og i dialog med medarbejdere/daglig leder - kunne udføre arbejdsopgaver af høj faglig kvalitet samt udarbejde det nødvendige dokumentationsmateriale i forbindelse hermed.
Da arbejdet i Kunstkonserveringen er af en karakter, hvor flere medarbejdere ofte arbejder sammen om samme opgaver, vil der ved besættelse af den opslåede stilling blive lagt vægt på gode samarbejds- og kommunikative evner. Der vil også forekomme arbejde udenfor værkstedet hos vores kunder, som forudsætter kørsel til og fra, så kørekort er en fordel.
Send din ansøgning
Ansøgning bedes sendt per mail til Kunstkonserveringen på adressen:
eb@kunstkonserveringen.dk senest den 24. juni 2025.
Samtaler forventes afholdt i uge 27.
Stillingen er til besættelse per 1. august 2025 eller snarest derefter.
Løn og ansættelsesforhold: Stillingen er på min. 30 timer ugentlig med mulighed for fleksibilitet i antal ugentlige arbejdsdage. Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos afdelingsleder, Elizabeth Baadsgaard på tlf. 86 13 87 55 eller mobil 28 26 27 50
Mailen bedes mærket “stillingsansøgning”.