
Assistent til historiefaglig afdeling i Den Gamle By
Er du en struktureret og praktisk person, som trives med en hverdag fuld af varierede, håndgribelige opgaver og med ansvar for, at alt kører, som det skal bag kulisserne på et museum? Så er det måske dig, vi leder efter.
Vi søger en assistent på 32 timer til både driftsopgaver i Den Gamle Bys eksisterende udstillinger og til arbejde med nye udstillinger og projekter.
Historiefaglig afdeling består af 10 assistenter og 10 museumsinspektører, som arbejder med samling, udstillinger, projekter og historiske undersøgelser. Vi ønsker os en ny kollega, som kan indgå i både projekt- og driftsarbejde, og som er klar på en arbejdsdag med mange forskellige opgaver – nogle gange af uforudsigelig karakter. Du skal både kunne lide at bruge dine hænder og kunne varetage computeropgaver som registrering, ajourføring af lister mv.
Forventninger til den nye assistent
- Du er systematisk, detaljeorienteret og har praktisk sans
- Du har en stabil fysik, en del af jobbet indebærer at du skal gå og stå meget og at du skal kunne løfte ting som fx flyttekasser
- Du trives med både forefaldende arbejde og gentagne opgaver
- Du er vant til at bruge office-pakken med Excel, Word og Outlook, og du taler og skriver dansk
- Du kan både arbejde selvstændigt og samarbejde med andre i forskellige teams
- Du har truck-kørekort eller har lyst til at tage det
- Du har kørekort og er frisk på at køre transportopgaver i museets varebil
- Du trives med kolleger med forskellige fagligheder og baggrunde og har gode sociale kompetencer som fx rummelighed og nysgerrighed i dit møde med andre.
- Du kan lide at tale med museets gæster, når du møder dem.
- Det er en fordel, hvis du har erfaring med museums- og/eller lagerarbejde.
- Det er en fordel, hvis du har mere end ti års erfaring fra arbejdsmarkedet.
Bemærk venligst at dette er en praktisk og ikke en akademisk stilling. Den rummer derfor ikke opgaver inden for forskning, formidling eller akademisk projektudvikling og der er ikke mulighed for at stillingen bevæger sig i den retning.
Vi tilbyder
- En hverdag der består af både nye og velkendte opgaver
- Opgaver kan være: tilsyn med udstillingerne, mindre reparationer, kontakt med andre afdelinger, registrering, magasinering, pynt til jul, rengøring af genstande mm.
- Oplæring i museernes registreringsdatabase SARA
- Skønne arbejdsomgivelser i Den Gamle By
Ansøgning og spørgsmål
Arbejdstiden er 32 timer pr. uge. Timerne fordeles efter aftale. Tiltrædelse 1. oktober 2025.
Du bedes sende en kort, motiveret ansøgning og CV via QuickApply på Jobindex snarest muligt og senest søndag 6. juli 2025.
Vi holder jobsamtaler 21. og 22. august 2025.
Spørgsmål kan rettes til museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard på mail awn@dengamleby.dk – pga. ferie kan det senest ske i uge 27.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.