
Ny forstander søges
Mandecentret Fyn søger en forstander med erfaring i ledelse og socialt arbejde – og med sans for, hvordan man skaber engagement blandt medarbejdere, beboere og lokalsamfund. Mandecentret er en værdibåret organisation præget af vækst og høj kvalitet.
Mandecentret er et landsdækkende tilbud med afdelinger i Aalborg, Randers, Aarhus, Esbjerg, Odense, Slagelse og København. Du bliver en del af en organisation, hvor vi står sammen om at hjælpe krise- og voldsudsatte mænd og deres børn. Vi driver både §109- og §110-tilbud under Serviceloven samt tilbyder ambulant rådgivning. Hvert år hjælper vi over 1.000 mænd, hvoraf 300 har ophold i én af vores syv afdelinger i gennemsnitligt fire måneder – langt de fleste med bopæl eller samvær med deres børn under opholdet.
Vi stiller høje krav til os selv og vores faglighed. Det afspejler sig i samarbejdet med kommuner, tilsynsmyndigheder og øvrige interessenter – både lokalt og nationalt. Men vigtigst af alt: Vi møder mændene og deres børn med respekt og forståelse. Kulturen i Mandecentret er en stærk kombination af passion, faglighed og entreprenørskab – forenet med en stadig stærkere struktur og fælles udvikling.
Du bliver en del af en erfaren ledergruppe præget af åbenhed og tillid. Gruppen består af forstanderne for de øvrige afdelinger, lederne for Mandecentrets to stabsfunktioner og Mandecentrets direktør.
Udover driften af vores botilbud og krisecentre er Mandecentret også en førende NGO inden for interessevaretagelse af mænds rettigheder, ligestilling, mental sundhed og udsathed. Vi samarbejder tæt med politikere, embedsværk og andre aktører i sektoren og er kendt for vores saglige og samarbejdsorienterede tilgang.
Mandecentret som arbejdsplads
Du får en helt særlig arbejdsplads i Tolderlundgade – centralt i Odense. Du bliver leder for syv medarbejdere samt studerende plus 7-8 frivillige. Din vigtigste opgave bliver at videreføre det omfattende arbejde med at hjælpe krise- og voldsramte mænd og deres børn godt igennem en livskrise. Derudover forventes det, at du har blik for afdelingens udviklingsmuligheder – både i forhold til kvalitet og drift, men også hvad angår kapacitet, fysiske rammer og udbredelse af Mandecentrets tilbud.
Vi arbejder benhårdt på at være de bedste til vores arbejde – uden at gå på kompromis med kvalitet, faglighed eller menneskesyn. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan se dig selv inden for Mandecentrets værdier og strategi om at være førende på området og den foretrukne samarbejdspartner.
Vores tilgang til mænd i krise og fædre med samværsudfordringer er, at vi guider dem til at træffe beslutninger, der tilgodeser børnene og fremmer samarbejdet med ekspartneren. Denne tilgang gennemsyrer også vores samarbejde med eksterne aktører og vores kommunikation udadtil – og det er vigtigt, at du kan være med til at synliggøre dette lokalt.
Afdelingen har plads til 12 mænd og deres børn, som kan indskrives efter hhv. §109 og §110.
Vi er stolte af den høje trivsel på arbejdspladsen – vi tror på, at trivsel avler trivsel. Hvis vi og vores medarbejdere går glade på arbejde, har vi bedre forudsætninger for at lykkes med indsatsen og håndtere presset, der følger med at arbejde i et felt med udsatte og kriseramte mennesker. Ledelsestrivsel vægtes ligeledes højt.
Om stillingen
Som forstander får du det overordnede ansvar for den daglige drift af Mandecentret Fyn. Du refererer til Mandecentrets direktør, der har base i København.
Det bliver din opgave at opbygge tætte og tillidsfulde relationer til både medarbejdere, kollegaer og ikke mindst eksterne samarbejdspartnere – herunder myndigheder, lokalpolitikere, foreninger og kommuner. Det forventes, at du trives med at tale Mandecentrets sag og kan se muligheder for tværgående samarbejder. Du bliver i høj grad Mandecentret Fyns ansigt udadtil.
Nøgleopgaver
- Daglig drift og strategisk ledelse: Du får det samlede ansvar for kerneopgaven: At understøtte mændenes trivsel, udvikling og mulighed for et godt liv. Du skal sikre tværfaglige indsatser med social- og pædagogfaglige tilgange og holde dig opdateret på samfundsforhold og faglige strømninger. Som forstander har du desuden ansvar for, at de fysiske rammer i Mandecentret Fyn lever op til de økonomiske og faglige rammer, og har dialog med udlejer.
- Personaleledelse: Du leder og udvikler et engageret medarbejderteam. Du skaber stærke faglige og sociale fællesskaber og fastholder det gode arbejdsmiljø. Du skal også sikre rekruttering af de dygtigste medarbejdere og frivillige.
- Økonomistyring: Du har budgetansvar og skal løbende følge op på økonomiske og driftsmæssige nøgletal – herunder indskrivning, udskrivning og opholdslængde.
- Eksterne relationer og lokal forankring: Du opbygger netværk med offentlige og private aktører. Mandecentret er selvvisiterende, og du har en afgørende rolle i at skabe kendskab til tilbuddet – så mænd i krise ved, hvor de kan søge hjælp.
- Nationalt ansvar: Hver forstander har et særligt nationalt ansvarsområde. Det sikrer samarbejde og udvikling på tværs af landet. Her er det vigtigt, at du kan navigere i en kompleks og geografisk spredt organisation og har erfaring med og forståelse for projektstyring og implementering.
Din profil
Formelle kvalifikationer
- Relevant uddannelse, fx inden for socialt, pædagogisk eller sundhedsfagligt arbejde
- Ledelseserfaring – gerne fra komplekse velfærdstilbud
- Kendskab til politisk styrede organisationer
- Erfaring med budgetansvar og administrative processer
Personlige og ledelsesmæssige kompetencer
- Tillidsvækkende, tydelig og respektfuld i kommunikation og ledelse
- Høj personlig integritet og evne til at skabe følgeskab
- Evne til at balancere drift og udvikling
- Anerkendende, inddragende og med forståelse for frihed under ansvar
- Empatisk med situationsfornemmelse og blik for helheden
- Beslutningsdygtig i en kompleks og dynamisk hverdag
- Brænder for Mandecentrets mission og den gode sag
Vi tilbyder
- En meningsfuld stilling, hvor du gør en forskel for mænd i krise
- Mulighed for at udvikle dig som leder i et stærkt fagligt og værdibåret miljø
- En del af en fagligt stærk og humørfyldt ledergruppe
- Gode arbejdsforhold, inkl. lederløn, pension, to omsorgsdage og to barns sygedage
- En organisation i rivende udvikling med stærkt fællesskab
Vilkår og proces
Arbejdssted er Tolderlundgade 1, Odense. Du må dog forvente rejseaktivitet, da vi holder møder og besøger afdelinger i hele landet.
Stillingen forventes besat 1. oktober 2025, gerne før.
Send din ansøgning og dit CV via nedenstående link senest søndag den 10. august 2025. Ansøgninger udenom linket vil ikke blive taget i betragtning. Første samtaler afholdes den 18. august. Der vil indgå en case for kandidater, der går videre til anden samtale, ligesom der vil være test mellem første og anden samtale.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte direktør Lars Lindholm på 93392141 eller på LLIN@Mandecentret.dk.
Jobbet søges via ansøgningslinket nederst i annoncen.
Om Mandecentret
Mandecentret er et landsdækkende tilbud, som siden 2006 har ydet midlertidig bolig og gratis ambulant rådgivning til krise- og voldsramte mænd og deres eventuelle børn i henhold til servicelovens §§ 109 og 110. Vi har syv afdelinger og over 110 pladser i hele landet.
Vi hjælper mænd, der oplever kriser forårsaget af fx skilsmisse, samlivsophør eller vold i nære relationer – med midlertidig bolig, støtte og aktivering. Den ambulante rådgivning varetages af frivillige med bl.a. socialfaglig, juridisk og terapeutisk baggrund.
Vision:
Vi hjælper mænd med at undgå eller bryde en social deroute – så de igen kan bo i egen bolig, passe deres arbejde og være en god far for deres børn. Børn kan som udgangspunkt opholde sig sammen med faren under hele forløbet.
Værdier:
- Alle mænd er unikke og ligeværdige
- Alt, vi gør, skal gavne manden og hans familie
- Mandecentret – vi er én samlet organisation
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.