
Salgsingeniør – kombiner teknik og salg i markedets bredeste portefølje
Er du klar til at bringe avancerede gear-løsninger ud til Danmarks førende maskinbyggere? Og vil du være en nøglespiller i en vækstrejse, hvor din indsats gør en reel forskel for vores position på det danske marked?
Med udgangspunkt i din egen bopæl får du frihed og ansvar for at opdyrke og pleje kunderelationer – primært i Jylland og på Fyn. Du får en anden dygtig salgskollega i Jylland og et solidt bagland i Sverige og Tyskland.
Vi har set en stærk udvikling i Danmark de seneste år – og potentialet er langt fra udtømt. Med endnu mere lokal tilstedeværelse og et øget fokus på markedet er vi klar til at tage næste skridt i vores vækstrejse.
WITTENSTEIN – tysk kvalitet, nordisk nærhed og dansk vækst
Vi udvikler og leverer avancerede mekatroniske drevløsninger – som servogear, servomotorer og lineære systemer – til præcis positionering og dynamisk bevægelse. Koncernens hovedkontor og produktion er i Tyskland, og vi er kendt for vores stærke fokus på kvalitet og langsigtede løsninger. Vores kunder er primært maskinbyggere og industrivirksomheder, der stiller høje krav til ydeevne og pålidelighed.
Vi har en af branchens bredeste og mest fleksible produktporteføljer – og løbende fokus på innovation. Det giver os en unik evne til at skræddersy løsninger til den enkelte kundes behov.
I Danmark bliver du kollega med Carsten, der har base i Jylland og et stærkt tag i markedet. Ud over Carsten får du et tæt samarbejde med 8 erfarne kolleger i Malmø – sammen holder vi alle bl.a. faste mandagsmøder på teams, hvor vi opdaterer hinanden på aktuelle sager.
Du bygger bro mellem avanceret teknik og kundernes behov
Som salgsingeniør arbejder du ud fra din egen bopæl og styrer selvstændigt din hverdag med stor frihed og tillid. Du starter med grundig oplæring og uddannelse i vores produkter, inden du overtager en række eksisterende kunder, men din primære opgave bliver efter lidt tid at finde nye – og det gør du bl.a. via leads fra messer, netværk og hjemmeside.
Når du har lukket et salg, sender du ordren videre til kolleger i Sverige, som håndterer den videre proces derfra. Din hverdag bliver altså i spændingsfeltet mellem teknik og salg, når du:
- rådgiver kunder om elektromekaniske løsninger – med udgangspunkt i deres produktion
- udarbejder tilbud, dimensionering og løsningsforslag med støtte fra svenske og tyske kolleger
- deltager i relevante messer i Herning og København (og evt. i Tyskland, hvis der er behov og ønske om det).
Du kommer til at begå dig hovedsageligt i Jylland og på Fyn.
Stærk teknisk og kommerciel profil
Med din evne til at navigere i spændingsfeltet mellem salg og teknik formår du at tale både konstruktørernes og indkøbernes sprog. Gennem en selvstændig og tillidsvækkende tilgang omsætter du komplekse behov til skræddersyede løsninger, der skaber værdi for kunden.
Derudover forestiller vi os, at du:
- har en solid teknisk baggrund – fx som maskinmester, automationsteknolog, ingeniør, industritekniker eller lignende
- formentlig har erfaring med teknisk bevægelse, fx servoteknik, gear eller automationsløsninger
- har mindst 5 års erfaring med teknisk B2B-salg og trives med at arbejde selvstændigt
- har kørekort og egen bil, som kan anvendes i jobbet.
Interesseret?
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte senior rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jens Fog på 7245 9005.
Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Jobindex ønsker at gøre din jobsøgning så let og effektiv som muligt. Du har derfor mulighed for at uploade både et CV og din ansøgning, et CV med kortfattet motivation i indledningen eller blot et CV.
Send dit materiale hurtigst muligt, da vi indkalder løbende til samtale.
Ansøgningsfristen er den 18. juli 2025.
Vær opmærksom på, at vores jobannoncer automatisk bliver oprykket flere gange i annonceringsperioden, indtil stillingen tages offline – det må ikke forveksles med, at stillingen bliver genopslået.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.