SektorCERT
Kolding

Blå profil med stærk kærlighed til processer, data, planlægning og struktur

Om SektorCERT

SektorCERT er en non-profit forening ejet og finansieret af danske selskaber inden for kritisk infrastruktur. Vi er med til at opdage og håndtere, når dansk kritisk infrastruktur udsættes for cyberangreb, og det er hos os, den afgørende viden, som kan forebygge det næste angreb, opbygges og deles.

Jobbet

SektorCERT er en lille forening med 14 entusiastiske ansatte. Vi er i vækst og skal kontinuerligt sikre at vi med få ressourcer er i stand til at sikre stor værdi for vores ca. 400 medlemmer. Det kræver fokus på de interne processer og på både standardisering og fleksibilitet på samme tid. Blot en af de mange modsætninger, du vil møde på din vej hos os

Du får mange forskelligartede opgaver med det fællestræk, at du planlægger dem, hjælper med at følge dem til dørs og får fulgt op på, at de nåede i mål - og så optimerer processen så vi er endnu bedre næste gang.

Du er kvalitetsbevidst og struktureret, glad for data, kontrakter og compliance og kan med et smil på læben få en process walk til at blive en fest.

Dine opgaver

Ingen to dage vil ligne hinanden og du vil om 3 måneder arbejde med andre opgaver end når du starter fordi SektorCERT hele tiden udvikler sig. Da vi er så få ansatte, vil mange opgaver ende hos dig – også ting, du ikke kunne forestille dig.

Et udpluk af dine opgaver vil være:

  • Planlægge udrulning af sensorer på tværs af Kongeriget så vi minimerer køretiden
  • Koordinere og eksekvere onboarding af ydelser til medlemmerne
  • Varetage forsendelser til medlemmer og samarbejdspartnere, både ad hoc-forsendelser og periodevise forsendelser til alle medlemmer, fx SektorCERTs trusselsrapport
  • Kontrakthåndtering, arkivering, versionering med mere – herunder at udarbejde nye kontrakter, indarbejde krav fra medlemmernes juridiske afdelinger m.m.
  • Arbejde med compliance. Både GDPR, men også sikre, at vi fortsætter med at leve op til vores D-mærke certificering og andre, internationale certificeringer
  • Informere nye medlemmer om SektorCERT, oprette medlemmer i vores CRM-system, opstarte aftalte ydelser, igangsætte nødvendige aktiviteter internt sammen med kolleger og følge op på aftaler
  • Sikre at medlemmer og samarbejdspartnere får besvarelser på deres henvendelser – både på telefon og mail
  • Kvalitetssikre data i SektorCERTs CRM-system, identificere anormalitet og tage de nødvendige actions for konstant at sikre korrekte data
  • Sikre at vi får mest mulig ud af den måde vi anvender vores CRM-system på
  • Løbende lave dataudtræk fra CRM-systemet, bl.a. i forbindelse med opbygning af dashboards, og udsendelser til vores medlemmer
  • Afstemme månedlig og årlig fakturering af medlemmerne
  • Udvikle på vores processer, forbedre, implementere – og få dine kolleger til at være lige så vilde med dem, som du er
  • Indkalde og vedligeholde indkaldelser til møder og webinarer med vores medlemmer

Det er ikke nødvendigt, at du kender det CRM-system vi anvender, men det vil være en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med kunde-/medlemshåndtering og med at sikre høj datakvalitet. Du behøver ikke have erfaring i alle punkterne, men det er vigtigt, at du har gå-på-mod, og er klar til at kaste dig ud i udfordringerne.

Om dig

Du er formentligt en blå profil. Som er vild med nye opgaver og at blive kastet ud, hvor du ikke troede, du kunne bunde. Hvis sådan en altså findes.

Du er serviceorienteret og kvalitetsbevidst og du har flair for at se tingene fra medlemmernes perspektiv, og sikrer, at vi altid leverer høj kvalitet til medlemmerne.

Du giver ikke op, men får det næsten umulige møde i kalenderen – og følger op, når tingene ændrer sig, uden at nogen beder dig om det.

Du er en god samarbejdspartner, du er god til at støtte op om og hjælpe dine kolleger, og tænker på helheden frem for dig selv. Du trives med forskelligartede opgaver, og er god til at få hånd om opgaver, også selv om det ikke er noget, du har prøvet før. Du tager ansvar, og følger altid tingene helt til dørs, både når der er tale om små og store opgaver.

Du har struktur. Du elsker at planlægge. Data er din ven, og det samme er Excel. Du synes GDPR er simpelt og at tre jurister og en indkøbsafdeling bare kan komme an fordi du har styr på tingene.

Opdager du, at et medlemsdata er forkert registreret, vil du gå igennem ild og vand for at få det rettet. Og bagefter sikre, at processen opdateres så det ikke sker igen.

Du er positiv, har ja-hatten på og ser mulighederne. Også når det ser mest sort ud. Faktisk trives du med udfordringer og er den første til at række hånden op, når en umulig opgave som ingen ved hvordan skal løses dukker op.

Du behøver ikke at have kendskab til eller erfaring indenfor cybersikkerhed, men skal have mod på at lære. Du er nysgerrig og kan ikke lade være med at finde ud af, hvad der mon egentligt gemmer sig bag den avancerede menu.

Generelt om SektorCERT

Vi er en lille forening med 14 ansatte fordelt på 2 kontorer i Kolding og København og har mange medlemmer. Foreningen blev grundlagt i 2020 og er finansieret via kontingent fra vores medlemmer. Aktivitetsniveauet hos os er højt, og kollegerne er entusiastiske, hvilket gør det til et spændende sted at arbejde. Du får mulighed for at have stor indflydelse på dit arbejde, herunder hvordan processer og produkter implementeres.

Der er stor frihed, men med det følger også et stort ansvar.

Bemærk at du skal være i stand til at opretholde sikkerhedsgodkendelser på HEM-niveau.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til stillingen, bedes du kontakte Lisbeth Helt Bergholt på lisbeth@sektorcert.dk eller telefon 5159 6003.

Tiltrædelse: Snarest muligt.

Arbejdstid: Fuld tid.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.