
Ansvarlig medarbejder for Sterilområdet
Har du flair for systematik, lagerføring og flow samt et godt overblik, er det dig, vi leder efter til at bemande vores sterilområde og organisere vores lager.
Instrumenter på en tandklinik kræver optimal rengøring efter brug, og derfor gennemgår de en proces, som sikrer, at de er rene og klar til at anvende igen. Som ansvarlig for sterilområdet er ens primære arbejdsopgave at sikre et stabilt flow af instrumenter gennem processen fra “beskidt” til “ren” og til, at instrumenterne til sidst er pakket i nye “kits” klar til brug.
Instrumenterne skal i store træk i opvaskeren, pakkes, autoklaveres, sorteres og pakkes i kits - alt sammen i en helt fastlagt proces. Det er ligeledes vigtigt at kunne sørge for lagerstyring og bestilling af varer i vores faste sortiment.
De evner, der er vigtige for at varetage jobbet, er, at du har flair for systematik og sætter pris på at opnå en høj kvalitet i dit arbejde. Det er vigtigt med omhyggelighed, kvalitetsbevidsthed og overblik, og så skal man kunne trives i, at der er orden i kasser, skuffer og hylder samt at stræbe efter at opretholde dette. Vi er omkring 15 ansatte på klinikken, og i sterilområdet er man ret centralt placeret i forhold til personalekontakt. Derfor er gode kommunikationsevner og en positiv tilgang til dagen væsentlige egenskaber.
Det vil være en fordel at have kendskab til hygiejnestandarder, instrumentrengøring og flow, men det er ikke så branchespecifikt, da principperne er de samme.
Da kendskabet til rutinerne og lagerstyringen tager tid at bygge op, leder vi efter en kollega til et langvarigt samarbejde.
Stillingen er på 25-30 timer/uge, og da vores travle timer ligger inden middag, så kunne arbejdstiden fx være dagligt fra 7:00 - 13:00 (eller alternativt 8:00 - 14:00).
Vi glæder os til at modtage din ansøgning snarest. Samtaler afholdes løbende. Kontakt os gerne på mail: klinikpost-3600@hotmail.com
Se evt. mere om os på www.tandklinikken-frederikssund.dk