
Skoleleder til Projektskolen
Har du lyst til at gå forrest og tage ansvaret for en helt særlig skole, og vil du hjælpe børn med særlige udfordringer godt på vej, og ved hjælp af alternative metoder, så de kan leve op til deres fulde potentiale? Så har vi muligvis jobbet for dig!
Hvem er Projektskolen?
Projektskolen er vores behandlingsskole, som har lokation i Rødovre. Vores elever er børn og unge med særdeles komplekse psykiske problematikker, heriblandt autisme, ADHD, angst, adfærdsforstyrrelser, psykotiske symptomer og udadreagerende adfærd.
Fælles for vores elever er at de ikke har kunnet trives og udvikle sig i en normal skoleramme, men i stedet har brug for alternative måde at indlære på – f.eks. ved at bruge deres krop og håndelag gennem håndværksfag eller motion.
På Projektskolen tager vi imod elever på alle klassetrin – ofte når folkeskolen eller specialskolen ikke længere kan tilbyde den rette støtte. Hos os møder eleverne et miljø, hvor vi tror på deres potentiale – uanset hvilke udfordringer de måtte bære med sig. Vi tror på, at alle kan udvikle sig, hvis vi som professionelle er nysgerrige og undersøgende i vores tilgang.
Undervisningen hos os foregår på et højt fagdidaktisk niveau og understøttes af målrettet special- og socialpædagogisk behandling, tilpasset den enkelte elevs behov. Vi arbejder tværfagligt med et stærkt team af lærere, pædagoger, miljøterapeuter og psykologer – alle med ét fælles mål: At give eleverne redskaber, der styrker deres selvværd, faglighed og fremtidige muligheder.
Som skoleleder er dine vigtigste opgaver:
Som skoleleder er du en synlig del af hverdagen. Du kommer helt tæt på elever, forældre og den tværfaglige personalegruppe. Dine vigtigste opgaver er at sikre, at skolen er et trygt, struktureret og udviklende sted for både elever og medarbejdere – med særligt fokus på arbejdet med unge i udsatte positioner
Derudover skal du evne:
- At lede og understøtte medarbejdere med afsæt i tydelige rammer, tæt opfølgning og strukturer, der skaber overblik i en kompleks hverdag
- At sikre, at skoletilbuddet er meningsfuldt og motiverende for en målgruppe, der kan være præget af kravafvisende og udadreagerende adfærd, misbrug eller kriminalitet
- At fremme et trygt og tillidsfuldt læringsmiljø gennem tydelig ledelse, stærk relationskompetence og tæt kontakt med de unge
- At fastholde og videreudvikle en professionel og tværfaglig kultur, hvor både undervisning, pædagogiske og behandlingsfaglige perspektiver bringes i spil
- At kvalificere undervisningstilbuddet, herunder dokumentere faglige resultater og indsatser med henblik på, at alle vores elever udnytter deres faglige potentiale optimalt
- At sikre et godt samarbejde med forældre og samarbejdspartnere
- At sikre en god drift med øje for normeringer og økonomiske rammer
Vi søger dig, der:
- Har ledelseserfaring og en solid faglig ballast, gerne fra skole, døgninstitution eller lignende kontekst med unge i udsatte positioner
- Er robust, tydelig og struktureret og evner at fastholde retning og rammer, også i uforudsigelige situationer
- Evner at tilpasse sin ledelsesstil til den pågældende medarbejder
- Har erfaring med at lede forandringsprocesser og kan omsætte organisatoriske strategier til konkrete handlinger
- Evner at skabe en forståelse for den organisation, du er en del af
- Har stærke relationskompetencer og lyst til at være tæt på både medarbejdere og elever i hverdagen
- Kan håndtere konflikter og stå fast med ro og naturlig autoritet, også i pressede situationer
- Har en anerkendende og inddragende ledelsesstil og er god til at følge op og sikre fremdrift
Om Projektskolens profil
Som en del af skolens DNA arbejder vi projektbaseret og praksisnært. Vi vægter hands-on aktiviteter, tværfaglige forløb og virkelighedsnære problemstillinger, som gør undervisningen meningsfuld og motiverende for eleverne. På den måde skaber vi bro mellem skole og arbejdsliv.
Vi har fokus på, at alle vores elever kommer i praktik og får indsigt i forskellige brancher og jobmuligheder. Det giver dem både konkret erfaring og et perspektiv på, hvad der venter dem efter skolen.
Projektskolen lever naturligvis op til folkeskolelovens krav om fag, timetal, læringsmål, prøver og dokumentation. Vi har høje ambitioner på vores elevers vegne – og det er vores mål, at alle elever får mulighed for at tage en fuld afgangseksamen.
Derudover arrangerer vi ture ud af huset og sociale aktiviteter, der styrker elevernes færdigheder i det offentlige rum og støtter deres personlige udvikling. Hver elev har en behandlingsansvarlig psykolog, som samarbejder tæt med de øvrige voksne omkring barnet for at sikre trivsel og læring.
Du kommer til at have det primære ansvar for ledelsen af medarbejdergruppen på 11 medarbejdere bestående af lærere, pædagoger/miljøterapeuter og timelønnede. Du har ansvaret for skolens daglige drift, mål og rammer for skolens undervisningstilbud og for driftsbudgettet. Du indgår i et tæt samarbejde med den ledende psykolog, da I sammen udgør skolens ledelse.
Du bliver også en del af en gruppe på i alt 13 skoleledere på tværs af Behandlingsskolerne, og du har derfor gode muligheder for at sparre med ligestillede. Behandlingsskolerne har en velfungerende administration, der sikrer dig god støtte fra IT, regnskab, kommunikation, HR m.fl.
Praktiske oplysninger
Er du blevet nysgerrig, og ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte skolechef Kim Hansen tlf. 5213 0082 eller mail: kimh@behandlingsskolerne.dk
Ansøgningsfristen er fredag d. 15/6 2025, og der vil blive afholdt 2 samtalerunder med udvalgte kandidater.
Tiltrædelse forventes at være den 01.08.25.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.