
Projektleder til anlægsopgaver indenfor klimatilpasning, kystsikring, vej og havne
Brænder du for at drive gode processer for projekter? Kan du jonglere de mange processer i projekter, imens du har fokus på den gode kommunikation?
Vi søger en projektleder, som kan lede både små og store anlægsprojekter sikkert i mål.
Der er godt gang i Haderslev Kommune, hvor vi har flere spændende projekter i gang og i udsigt. Vi har stor succes med ansøgninger til statens cykelstipuljer og har de sidste 10 år, hvert år lavet en ny længere cykelsti i kommunen. Vi har også en række klimasikringsprojekter, hvor vi i tæt samarbejde med borgere og ejere leverer solide anlægsprojekter for at kunne sikre vores kommune mod fremtidens klima. Det tæller for eksempel Jomfrustiprojektet, hvor vi sikrer Haderslev midtby mod oversvømmelse, Vores Kyst, et kommunalt fællesprojekt, hvor vi sammen med over 800 sommerhusejere sikrer dem mod havets kræfter og ikke mindst oversvømmelsessikring i den flade del af kommunen, hvor kommunen skal sikres, så vandet oppefra kan komme væk. Samtidigt kigger vi ind i en ny mobilitets-strategi, et ønske om at fredeliggøre Haderslev midtby, en samlet klima- og klimatilpasningsplan og ikke mindst en ny vækst- og velfærdsstrategi fra kommunalbestyrelsen. Alt sammen noget som kræver fysiske ændringer, og afføder flere nye anlægsprojekter.
Vi søger en ny kollega, der skal stå for projektledelsen fra start til slut af større og mindre anlægsprojekter indenfor klimatilpasning, kystsikring, vej og havne. Du skal med afsæt i din faglighed kunne omsætte politikernes og omverdenens ønsker til konkrete anlæg. Her skal du kunne se dig selv i en rolle som projektleder, med en serviceminded tilgang, hvor opgaven løses med respekt for fællesskabet. Du skal sikre en god dialog og kommunikation med borgere og interessenter i projekternes plan- og udførelsesfase. Som projektleder forventes det også, at der er styr på økonomien og tidsstyringen af projekterne, og har flair for at drive gode processer med borgerinddragelse.
Vi ser gerne ansøgere med erfaring indenfor området, men søg gerne, hvis du finder nogle af opgaverne spændende, selvom din erfaring er begrænset. Vi har plads til at hjælpe dig godt på vej med de ting, som du ikke har kendskab til på forhånd, for at nå i mål.
Du vil blive en del af Trafik, Anlæg og Ejendomme, som er en af 7 afdelinger i Teknik og Klima. Afdelingens opgaver spænder vidt fra anlæg af veje, byggemodninger, trafiksikkerhed, trafikplanlægning, vejmyndighedsopgaver m.v., til varetagelse af kommunens bygherrefunktion i forbindelse med byggeopgaver og vedligeholdelse af kommunens bygningsmasse, herunder også rengøring og energi. Vi er 21 medarbejdere i afdelingen.
I afdelingen er der et anlægsteam på 6 medarbejdere, der varetager projektledelsen på kommunens nye anlægsopgaver indenfor vej- og havneområdet, byggemodninger, bygninger samt større renoveringsopgaver og klimasikringsprojekter.
Arbejdsområder
Dine opgaver kan bl.a. omfatte:
- ansøgninger og projektbeskrivelser til støttede projekter
- udarbejdelse af udbudsmateriale for diverse anlægsopgaver indenfor klimasikring, kystsikring, vej og havneprojekter
- projektledelse og økonomiopfølgning på kommunens anlægsprojekter
- at medvirke til at sikre en smidig gennemførelse af projekterne, med fokus på overholdelse af tid, kvalitet og økonomi
- samarbejde med foreninger, borgere og andre forvaltninger om projekterne
- udarbejdelse af skriftligt materiale til politiske udvalg, rapporter m.m.
Vi hjælper hinanden i afdelingen og løser opgaverne i fællesskab, hvor vi bedst kan gøre en forskel. Du vil derfor opleve, at din dagligdag varierer, og at der er rig mulighed for at sætte dit eget præg på din jobfunktion og udvikle dig i stillingen.
Faglige kompetencer
Det er en fordel, hvis du:
- er uddannet ingeniør eller tilsvarende med erfaring inden for vej- og trafikområdet og gerne erfaring fra offentlig virksomhed. Er du nyuddannet, hører vi også gerne fra dig
- har erfaring med udbud og styring af vej- og anlægsprojekter
- har erfaring med projektledelse af større og langtidssigtede projekter og at du har en organiseret tilgang til løsning af opgaver, derudover evner du at holde et godt overblik
- finder det naturligt at tænke kommunikation ind i projekter fra start og at du har gode kommunikationsevner og nyder at inddrage interessenter og borgere i dit arbejde
- er dygtig til at koordinere på tværs af myndighed, projektering og anlæg og du har gerne erfaring fra eller kendskab til at arbejde i en offentlig virksomhed.
Personlige kompetencer
Vi forventer, at du:
- har initiativ og en opsøgende tilgang til løsning af opgaverne
- er struktureret, imødekommende, tillidsvækkende og troværdig
- naturligt formidler så det komplicerede bliver let at forstå
- er dygtig til tæt dialog med borgere og lodsejere - både i tale og på skrift
- har overblik og gåpåmod, kan koordinere, arbejde selvstændigt og få opgaverne afsluttet
- har let ved at samarbejde med kollegerne og lyst til at deltage i fællesskabet.
Vi tilbyder
En spændende arbejdsplads, hvor vi ikke går af vejen for at prøve noget nyt. Vi har en åben og uformel omgangstone og efter arbejdstid er der mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter i form af floorball, løbeklub, badminton samt kulturelle- og sociale arrangementer.
I Teknik og Klima arbejder vi aktivt for at skabe muligheder for, at mennesker kan leve et godt liv og virksomheder kan skabe en god forretning under respekt for fællesskabet. Vi søger tværfaglige løsninger i en virkelighed, der konstant forandrer sig. Vi har så få regler som muligt med afsæt i værdibaseret ledelse og samarbejde. Vi arbejder med udviklingstiltag og afprøvninger på tværs af huset, og som medarbejder er du en del af ét fælles hold. Vores værdier er pejlemærker for en kultur, som vi tror på sikrer trivsel og resultater.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne i ny løn.
Tiltrædelse pr. 1. august 2025 eller efter nærmere aftale.
Dit daglige arbejdssted vil være på Rådhuset, der ligger på Haderslev Havn med udsigt over Haderslev Fjord. Adressen er Christian X´s Vej 39, 6100 Haderslev.
Afhængigt af arbejdsopgaverne vil der være mulighed for at arbejde hjemmefra i begrænset omfang.
Yderligere oplysninger
Har vi vakt din nysgerrighed og har du yderligere spørgsmål, så kontakt endelig afdelingsleder Kasper Mikaelsen på telefon 29 10 46 07, mail: kmik@haderslev.dk eller chef for Drift og Anlæg Thomas McCulloch på telefon 24 91 81 37, mail: tmc@haderslev.dk.
Ansøgning
Send din ansøgning, CV og bilag via ansøgningsknappen senest mandag den 16. juni 2025, kl. 10.
Ansættelsessamtaler gennemføres torsdag den 19. juni 2025 og eventuelt 2. samtale tirsdag den 24. juni 2025.
Haderslev Kommune
Vi understøtter borgernes liv fra de bliver født til de skal her fra. Vi udvikler foreningslivet i samarbejde med de frivillige. Vi skaber rammerne for, at virksomhederne kan udvikle sig. Vi arbejder hver dag for at give de bedste rammer for vækst og velfærd i vores kommune. Derfor er vores ambition, at vi inden 2030 vil have 250 flere i uddannelse, 500 flere indbyggere og 1.000 flere arbejdspladser i Haderslev Kommune.
Alt det kan du blive en del af med et job hos os i Haderslev Kommune.