Ordnung A/S
København V

Kantinemedarbejder

ordnung har en fremtrædende position på markedet for kontorhoteller i Københavnsområdet, hvor ordnung er et stærkt brand og nyder stor anerkendelse i branchen. Vi har nu brug for en ny kollega til en af vores kantiner på Danmarks største, flotteste og mest luksuriøse kontorhotel på Kampmannsgade. Med start snarest muligt.

Kan du smilende og imødekommende levere serviceoplevelser på et højt niveau? Og vil du gerne arbejde i et vigtigt og selvstændigt job i en succesfuld virksomhed, hvor vi har det godt og sjovt med hinanden? Hvor vi hver dag skaber gode oplevelser for vores lejere, gæster og kolleger i en uformel og respektfuld tone. Så er det måske dig, vi mangler i vores team.

Hvem er vi

ordnung er en virksomhed, som servicerer alle typer og størrelser af virksomheder; fra enkeltmandsvirksomhed til store internationale og velkendte virksomheder. Hos ordnung er betegnelser som hjælpsomhed, godt humør og et kompromisløst højt kvalitets- og serviceniveau ledestjerner for hver enkelt medarbejders daglige indsats.

Din rolle

Du bliver en del af ordnung’s dygtige serviceteam, som består af ca. 25 medarbejdere. På lokationen på Kampmannsgade har vi to kantiner. Og du forventes at håndtere den ene af disse kantiner alene. Dog bistået af en kollega i opvasken. Du vil samtidig indgå i det lokale team på lokationen, som består en kollega i den anden kantine, en Location Manager og fire Office Assistants. I samarbejde med dem medvirker du til, at lokationen kører upåklageligt, og at alle lejere og gæster oplever det høje serviceniveau, som ordnung er kendt og respekteret for.

Opgaverne som kantinemedarbejder omfatter bl.a.:

  • Helt overordnet at sikre, at vores lejere og gæster får en god oplevelse hver gang, de besøger vores kantine
  • Modtage mad fra produktionskøkkenet og klargøre/anrette frokostbuffet
  • Løbende fylde op og soignere frokostbuffet
  • Afrydde efter frokost
  • Deltage ved rengøring af anretter-køkken
  • Ansvarlig for opvasken efter frokost

Hvem er du?

Du besidder først og fremmest et naturligt servicegen, og du kommer gerne med erfaring fra tilsvarende stilling med buffetservering. Desuden kræver vi følgende kompetencer og egenskaber hos vores nye kollega:

  • Du er imødekommende og smilende med et godt og robust humør
  • Du er en god kollega og bidrager til et godt arbejdsmiljø
  • Du kan arbejde selvstændigt og tage ejerskab
  • Du er mødestabil
  • Dit helbred er godt og du er ikke-ryger
  • Du taler og skriver flydende dansk; og taler og forstår endvidere udmærket engelsk

Hvad tilbyder ordnung dig?

Et spændende og selvstændigt job i en mindre og dynamisk virksomhed, hvor vi har det godt og sjovt med hinanden. Alle i ordnung arbejder sammen om at skabe en god oplevelse for vores kolleger, lejere og gæster. Der er en uformel og respektfuld tone, og der lægges stor vægt på gode interne relationer.

Stillingen er som udgangspunkt ca. 30 timer om ugen, og arbejdstiden ligger primært i tidsrummet mellem 09:00-15:00.

Udover gode kolleger og en fin løn med pension og sundhedsordning, får du personalegoder som bl.a. frokostordning og deltagelse i spændende og sjove sociale arrangementer.

Er du interesseret?

Så send snarest din ansøgning og CV via Jobindex senest søndag den 8. juni 2025.

Du kan læse mere om os på www.ordnung.nu


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.