
Produktionsingeniør (PTA) med passion for kvalitet, teknik og produktionsoptimering
Brænder du for optimering og udvikling i produktionen? Og vil du være en del af en international vækstvirksomhed, der er førende inden for håndteringsudstyr og aggregater til gaffeltruck? Så er du måske vores nye PTA-ingeniør!
Hos e-l-m Kragelund A/S får du en spændende hverdag med indflydelse, udviklingsmuligheder og en bred kontaktflade i en virksomhed med høje ambitioner og en stærk faglig kultur.
Dine arbejdsopgaver
Du får en central rolle i den løbende udvikling og forbedring af vores produktionsprocesser – primært på vores fabrik i Danmark. Du bliver bindeleddet mellem teknisk konstruktion (R&D), produktion og kvalitet, og du kommer til at arbejde tæt sammen med kollegaer på tværs af organisationen.
Dine opgaver vil spænde bredt og give dig både tekniske og koordinerende udfordringer. Dine arbejdsopgaver vil primært være at:
- Udvikle og implementere standardiserede arbejdsprocesser og procedurer der understøtter en effektiv, ensartet og kvalitetsfokuseret produktion
- Oprette og vedligeholde produktionsruter og styklister, så produktionen forløber struktureret og effektivt
- Deltage i test og produktionsmodning af nye produkter – herunder sikre en smidig overgang fra prototype til serieproduktion i tæt samarbejde med udvikling (R&D) og det øvrige produktionsteam
- Analysere og udregne kostpriser på både eksisterende og nye produkter for at sikre et retvisende økonomisk overblik
- Drive og bidrage til både større strategiske og mindre operationelle forbedringsprojekter, hvor du får mulighed for at præge processer og løsninger
- Medvirke til at sikre at vores produkter lever op til både interne og eksterne krav gennem opmåling, stikprøvekontrol og dokumentation
Vi søger dig, der…
brænder for at gøre en forskel i en produktionsvirksomhed, hvor kvalitet og effektivitet går hånd i hånd. Du har en god teknisk forståelse og trives med at arbejde tæt på produktionen, hvor du er med til at sikre både driftssikkerhed og kontinuerlige forbedringer. Du arbejder struktureret og proaktivt, og du har en naturlig evne til at samarbejde på tværs af faggrænser – fra operatører og teknikere til ledelse og kunder.
Du formår at bevare overblikket, selv når opgaverne er mange, og tempoet er højt. Du har sans for detaljen, men evner også at tænke i helheder og optimere processer med både økonomi og kvalitet for øje.
De vigtigste kvalifikationer vi leder efter:
- Stærke samarbejds- og kommunikationsevner samt evnen til at tage ansvar og drive opgaver selvstændigt
- Teknisk forståelse og gerne erfaring med læsning af tekniske tegninger og tolerancer
- Forståelse og interesse for produktionsprocesser – gerne med kendskab til LEAN eller andre optimeringsværktøjer
- Evnen til at navigere i en hverdag med mange forskellige opgaver og interessenter – både i produktionen og på kontoret
- Praktisk erfaring med kvalitetsarbejde, herunder opmåling, reklamationsbehandling og audit
- Rutineret IT-bruger, gerne med erfaring med ERP- og kvalitetsstyringssystemer
- Teknisk uddannelsesbaggrund – f.eks. som produktionsteknolog, maskinmester, ingeniør eller tilsvarende – og gerne suppleret med 3-5 års erfaring fra en produktionsvirksomhed
Vi tilbyder
Du bliver en del af et tværfagligt team med tæt samarbejde mellem produktion og kvalitet.
I det daglige arbejder du tæt sammen med produktionsledelsen og kvalitetskoordinatoren, som tilsammen dækker både drift og udvikling. Vi har korte beslutningsveje, en uformel tone og et stærkt fokus på at skabe praktiske løsninger, der virker i virkeligheden.
Hos e-l-m Kragelund A/S bliver du en del af en international virksomhed i vækst, hvor vi kombinerer solide værdier med højteknologisk produktion og ambitiøse mål for fremtiden.
Vi tilbyder et stærkt fagligt miljø med stor frihed, ansvar fra dag ét og mulighed for at sætte dit præg på både processer og resultater. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab – derfor vægter vi sparring, tillid og en uformel omgangstone højt. Her er plads til både faglig og personlig udvikling – og til at tage næste skridt i din karriere.
Vi ser frem til at høre fra dig
Har ovenstående fanget din interesse, så send hurtigst muligt din ansøgning og dit CV til produktionschef Laura Buhl Wind Andersen på mailadresse la@e-l-m.com.
Vi behandler ansøgninger efter først til mølle-princippet og holder samtaler løbende.
Om virksomheden:
e-l-m Kragelund A/S, som er beliggende i Løsning ved Horsens, er en stærk europæisk leverandør af håndteringsudstyr og aggregater til gaffeltruck. e-l-m Kragelund A/S udvikler og sælger udstyr, der bidrager til effektive interne transport- og håndteringsløsninger, og har siden grundlæggelsen i 1967 udviklet sig til at være markedsførende inden for forretningsområdet. e-l-m Kragelund har ca. 210 medarbejdere og har fabrik i Danmark og Slovakiet.
e-l-m Kragelund A/S lægger stor vægt på at levere udstyr og service af høj kvalitet, hvorfor der stilles store krav til leverandører og til medarbejdere. e-l-m Kragelund A/S er i dag certificeret i henhold til ISO 9001, ISO 14001 og ISO 3834-2.
Du kan læse mere om virksomheden her: http://www.e-l-m.dk/,