
Kommunikationsstuderende
Kan du skære en SoMe-tekst, så sæbeboblerne springer? Filme en reel, så vores brugere ser lyset på Instagram? Kan du få vores brugere til at gispe af fryd, når de åbner vores nyhedsbrev? Og kan du få hjemmesiden til at skinne om kap med vores smukke kobbertrappe? Så er det måske dig, vi har brug for til at hjælpe Experimentarium med at udkomme digitalt.
Experimentarium er i en rivende udvikling med ny strategi og masser af planer. Centralt for vores planer står digital udvikling og formidling, og vi har derfor behov for hjælp til at udkomme. Derfor søger vi en studerende, der har lyst til at få styrket sine erfaringer med de digitale kommunikationsdiscipliner og blive en del af et stærkt hold, der understøtter hele Experimentariums kommunikation, presse og marketing.
Din rolle
Dine primære opgaver vil ligge i at opdatere og producere til vores digitale platforme. I tæt samarbejde med den digitale redaktør og det øvrige hold skal du:
- Producere lettere indhold til website og sociale medier i tekst, foto og video
- Sætte nyhedsbreve op
- Vedligeholde og opdatere website og overvåge sociale medier
- Arbejde med konkurrencer og leadindsamling
- Let arbejde med SEO, statistik mv.
Du kan også blive involveret i kommunikations- og marketingsafdelingens øvrige arbejde i form af materialeproduktion, deltagelse ved større events, kampagner, pressehåndtering mv.
Din profil
Vi forestiller os, at du:
- Er studerende inden for kommunikation, journalistik eller lignende og har nogle år tilbage af dit studie. Vi vil nemlig gerne arbejde sammen med dig så længe som muligt
- Interesserer dig for digital kommunikation på web, i nyhedsbreve og sociale medier. Og meget gerne erfaring med nogle af disciplinerne.
- Har interesse for naturvidenskab, teknologi og formidling
- Er naturlig bruger af sociale medier og har god fornemmelse for trends
- Er selvstændig, initiativrig, følger op og – ikke mindst - til dørs
- Skriver relativt fejlfrit
- Er struktureret, nysgerrig og har øje for detaljen - uden at fortabe dig i den
- Er hjælpsom af natur og en god kollega
Vores hoveder begynder for alvor at boble, hvis du tilmed:
- Er sej til at skrive engagerende og involverende
- Er en ørn til at producere en video, en story eller en stribe fotos til sociale medier
Stillingen er en studentermedhjælpsstilling på 15-20 timer ugentligt – gerne med start medio juni 2025. Søg senest den 1. juni. Vi afholder samtaler løbende og lukker stillingen, når vi har fundet vores nye, dygtige kollega.
Er du nysgerrig efter at vide mere, er du velkommen til at kontakte digital redaktør Anders Bruun på tlf. 2460 1044.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.