ARKEN Museum for Samtidskunst
Ishøj

Visitor Service Assistant til butikken

Brænder du for at arbejde i en butik med billetsalg og spændende produkter, hvor I står for den gode gæstemodtagelse, og har du erfaring med webshops? Så er det lige dig, vi mangler!

ARKEN Museum for Samtidskunst søger en medarbejder til vores butik, som får et særligt ansvar for lagerstyring og webshop ordrer.

Om stillingen

ARKEN har høje ambitioner ift. gæsteoplevelsen, herunder gæstemodtagelsen. Alle skal – uanset om de er førstegangsbesøgende, turister, stamgæster, mødedeltagere eller går i 5. klasse – føle sig godt modtaget og have den bedst mulige oplevelse, når de besøger ARKEN.

Det er et centralt mål at tiltrække endnu flere besøgende og opbygge langvarige relationer med vores gæster, bl.a. gennem et stærkt og engageret værtskab. Det stigende besøgstal og omverdenens forventninger til et museumsbesøg på højt internationalt niveau kræver en yderligere professionalisering af museets værtskab, brugerrejsen, digitalisering og kvaliteten i museumsoplevelsen. Det kræver nye ressourcer.

Vi søger derfor en dygtig medarbejder til vores butik, som skal stå for modtagelse af varer, opstilling i butikken, pluk, pakning og forsendelse af webshopordrer. Og ikke mindst sammen med teamet sikre, at vores gæster får en uforglemmelig oplevelse fra start til slut.

ARKENs gæstemodtagelse

Gæsterne på ARKEN spænder bredt fra skoleklasser, der kommer til undervisningsforløb, mangeårige Klub ARKEN medlemmer, unge gæster, familier, erhvervskunder og koncertgæster. Vi i gæstemodtagelsen er både de første og sidste vores gæster møder. Vi har et stort, spændende sortiment, der varierer med udstillinger, årstider og tiden. Vi har åbent i hele museets åbningstid og ved forskellige arrangementer og events. Hele butikken og gæstemodtagelsen står overfor en omfattende renovering efter sommerferien, der både skal understøtte den gode gæsteoplevelse, samt digitalisering og en ny webshop.

Rolle, ansvar og opgaver

Du bliver vores ansigtet udadtil og en central del af værtsrollen, hvor det handler om at levere nærværende service og skabe en glad og imødekommende atmosfære.

Dit arbejde vil primært foregå på gulvet i vores butik/billet-område, hvor du er med til at sikre, at alle får en kvalitetsoplevelse fra de kommer til museet til det øjeblik, hvor de forlader os igen med et ”tak for i dag og på gensyn”.

Du vil bl.a. stå for modtagelse af varer, opstilling heraf, webshopordrer og være stedfortræder til vores Visitor Service Coordinator. Du vil referere til museets Head of Shop & Visitor Service.

Konkret er dine daglige opgaver:

  • Indgå i den daglige bemanding og drift ’på gulvet’ i butik og billetområdet
  • Butiksbetjening herunder salg af billetter, butiksvarer og årskort
  • Optimering af gæsteserviceområdet inkl. butiksbetjening med fokus på nærværende publikumsmodtagelse
  • Udpakning af butiksvarer og afstemning af følgesedler
  • Daglig opfyldning af varer i butik
  • Pluk, pakning og forsendelse af webshop-ordrer
  • Ansvar for butikslager
  • Servicering af gæster, der har lejet lokaler og generel guidning til en god museumsoplevelse
  • Assistance ved pop-up butikker i samarbejde med Head of Shop & Visitor Service
  • Stedfortræder til Visitor Service Coordinator på daglig vagtplanlægning

Vi forestiller os, at du har erfaring med det gode værtskab fra oplevelses-, kultur- eller servicebranchen, og gerne med kendskab til museums- og turismeområdet.

Du har et skarpt æstetisk blik, er udpræget kvalitetsbevidst og forstår, at vi sammen udvikler museet på tværs af organisationen.

For at lykkedes i stillingen, skal du trives i en rolle, hvor tempoet til tider kan være højt, og hvor gæstemodtagelse og praktiske gøremål skal gå hånd i hånd. Derudover forstår du betydningen af et godt arbejdsmiljø og kan samarbejde i et team om de daglige opgaver.

Vi forventer at du:

  • Har en relevant uddannelsesbaggrund som f.eks. butiksassistent
  • Har solid erfaring fra en publikumsrettet funktion på en kultur-/oplevelsesinstitution eller indenfor detailhandel
  • Har gode digitale kompetencer, herunder erfaring med POS, og gerne Microsoft Business Central, samt håndtering af medlemskaber/årskort
  • Har gode salgskompetencer, herunder mersalg
  • Gerne har kendskab til håndtering af webshop
  • Gerne har erfaring med visual merchandising/butiksdekoration – det vil være et plus, men ikke et krav
  • Drives af at modtage gæster og yde professionelt gæsteservice
  • Har overblik, ordenssans, og er omhyggelig
  • Har et veludviklet servicegen og er udadvendt, smilende og imødekommende
  • Taler dansk og engelsk på højt niveau og kan servicere mennesker fra hele verden og i alle aldre, både på skrift og i tale

ARKEN som arbejdsplads

Du får en spændende og alsidig hverdag på et museum med dybt engagerede kolleger og stor entreprenørånd. Vi har ordnede forhold ift. løn, pension, ferie, afspadsering m.m. Du vil også blive en del af en farverig arbejdskultur, hvor du som medarbejder får mulighed for at opleve kulturen helt tæt på. Vi tilbyder sundhedsordning, forskellige personalegoder ift. andre kulturinstitutioner, frokostordning og personalearrangementer m.m.

Er du interesseret?

Stillingen som Visitor Service Assistant er en fastansættelse i en fuldtidsstilling på gennemsnitlig 37 timer om måneden under museets HK overenskomst. Du vil indgå i en vagtplan, der følger ARKENs åbningstider, og have minimum en hel weekendvagt pr. måned. Arbejde om aftenen forekommer ved særarrangementer. Vagtplaner planlægges i henhold til overenskomst for 16 uger ad gangen med stor fleksibilitet og individuelle hensyn.

Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2025.

Lønnen forhandles efter kvalifikationer og efter principperne om ligeløn og i henhold til overenskomst med HK.

Vi opfordrer alle uanset køn, etnicitet, alder eller handicap til at søge stillingen.

Send din ansøgning og CV senest 16. juni 2025 via linket "Ansøg".

Vi holder ansættelsessamtaler den 26. juni 2025.

Vil du gerne vide lidt mere, er du velkommen til at kontakte vores Head of Shop & Visitor Service anne.glintborg@arken.dk eller mobil 5167 0210.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Bliv en del af ARKEN

Vidste du, at ARKEN er Danmarks største museum for samtidskunst? ARKEN ligger naturskønt ud mod Ishøj Strand og rummer 13.500 m2 kunstudstillinger, som både omfatter ARKENS egen samling af kunstværker og skiftende udstillinger, ca. 5-6 udstillinger årligt, som overlapper hinanden. Huset er dynamisk med arbejdende kunstnere, kunstværker, installationer, film, omvisninger samt events og arrangementer – og det rummer også butik og café. Museet har ca. 65 fastansatte og 55 timelønsansatte medarbejdere.

ARKEN er en selvejende institution med en bestyrelse som den øverste myndighed, mens direktør Marie Nipper står i spidsen for den daglige ledelse.

Læs mere om ARKEN på www.arken.dk


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.