
Produktionschef
Den Jyske Opera er Danmarks største turnerende operakompagni. Vi turnerer med store symfoniske værker med fuldt kor og orkester, og tilbyder mellemstore og små operaoplevelser til nye samt erfarne operaelskere. Vi er en moderne arbejdsplads med cirka 50 medarbejdere inden for kor, skrædder, produktion, teknik og administration.
Vi søger ny produktionschef, idet vores nuværende ansvarlige på området er blevet headhuntet til anden stilling. Som produktionschef vil du få det overordnede ansvar for den tekniske afdeling, hvor du skal sikre en stabil og effektiv drift med øje for ressourceforbrug og samtidig trivsel for personalet. Du skal sikre høj kvalitet i de tekniske løsninger og processer. Du skal have et naturligt talent for at motivere, engagere og kommunikere klart og med gennemslagskraft.
Stillingen er fuldtid og med start 1. august 2025. Arbejdssted er hos Den Jyske Opera i Frichsparken i Aarhus.
Vi søger en person, der:
- ønsker at drive en teknisk afdeling med stærkt fokus på ledelse, trivsel, struktur
- ønsker at indgå i DJOs ledergruppe og derved være med til at forme organisations fremtid
- har erfaring med ledelse, samarbejde og projektstyring
Arbejdsopgaverne vil bl.a. bestå af:
- Daglig ledelse af teknisk personale
- Projektstyring af produktionsprocesser
- Projektering af udarbejdelsen af scenografi, heriblandt kontakt til eksterne værksteder og udarbejdelse af udbudsmateriale til eksterne leverandører, herunder aktiv stillingtagen til scenografiske løsninger, der kan optimere ressourceforbruget
- Budgetansvar for den tekniske afdeling og for produktionsbudgetter
- Ressourceplanlægning og løbende afrapportering til producenten
- Sparring med scenografer – specielt i opstartsfasen om muligheder og økonomi
- Bygningsansvarlig for Den Jyske Operas adresser
- Ansvarlig for Den Jyske Operas turnétransport og faste køretøjer
Kvalifikationer
- Branchekendskab fra teater, meget gerne inden for turné
- Stort materialekendskab i forhold til teaterproduktioner
- Gerne et stort netværk inden for teaterverdenen eller lignede – dog ikke et krav
- Du er struktureret og evner at have gang i flere produktioner samtidig
- Ledelseserfaring fra lignende stillinger
Ansøgning
Send din ansøgning til job@jyske-opera.dk senest 1. juni kl. 12. Samtaler forventes afholdt i uge 23 og 24.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte operachef Anne Barslev på tlf. 24 99 83 74.