
Speditør til new business – form søfragtsløsninger i en global koncern
Vil du være med til at udvikle vores produkter og processer – og ikke mindst din egen karrierevej? Og trives du i en rolle med tæt kontakt til nye kunder, hvor du løser deres komplekse søfragtimportsager?
Så tilbyder vi dig:
- en hands-on hverdag, hvor du sidder med alt fra trafikstyring og kontakt med shippinglines til dokumentation og opfølgning på KPI’er
- tæt kontakt til primært nye kunder fra hele verden
- et miljø, hvor vi lytter til dig – og det gælder både din gode idé og din dårlige joke.
Du vil blive en del af et globalt netværk, hvor GEODIS er repræsenteret i over 170 lande med 53.000 medarbejdere.
En global virksomhed med gode lokale forhold
Vi er i dag 9 kolleger i Ocean Import – som fordeler sig over vores Gateway og Operation. Bl.a. grundet en stærk positiv vækst, og vi derudover har én kollega, som rokerer internt i GEODIS til nye spændende opgaver, har vi to ledige stillinger, som vi søger kandidater til.
Selvom vi er en del af en global virksomhed, går vi ikke på kompromis med det nære arbejdsmiljø. Så her er vejen til personlig udvikling kort, medarbejderindflydelsen stor og fleksibiliteten lige, som den skal være. Og så har vi trivsel i fokus med fx både hjemmearbejdsdage og ugentlige målinger af arbejdsglæden.
Vores humor er måske til den skøre side, men vi er lige så fælles om den, som vi er om at få opgaverne i mål. Her er plads til alle, uanset hvilken baggrund, man kommer med – og det gælder helt sikkert også dig.
En hverdag med trafikstyring og nye kunderelationer
Du får en hverdag, hvor kunderelationer – især nye, men også eksisterende – bliver omdrejningspunktet for alt, hvad du foretager dig. Det gælder både, når du assisterer kunden med at få opfyldt deres komplekse behov, og når du bidrager til at udvikle vores søfragtsprodukter og optimere vores processer.
Dermed får du ikke kun ansvar for den daglige drift, men også mulighed for at påvirke, hvordan vi løser morgendagens logistikudfordringer.
Du får en varieret hverdag, hvor du:
- håndterer trafikstyring af LCL- og FCL-forsendelser fra A til Z
- tilpasser og forbedrer søfragtsløsninger, så de matcher kundernes behov
- har kontakt med shippinglines og andre samarbejdspartnere på tværs af lande
- håndterer administration, dokumentation og afregning samt følger op på KPI’er, så vi sikrer ensartet service i topklasse.
Speditør med søfragterfaring og sans for kunderelationer
Du går hverken på kompromis med kundebehov eller kvalitet i leverancen, når du får den logistiske kabale til at gå op. Især fordi du nyder kontakten med kunden og får energi af at mærke, at du efterhånden bliver deres betroede partner.
Og så forestiller vi os, at du:
- er uddannet speditør og har konkret erfaring med søfragtimport
- har erfaring med FCL- og LCL-forsendelser
- trives i en rolle med både drift og udvikling af produkter og processer.
Sæt kursen mod høj arbejdsglæde og faglige udviklingsmuligheder
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling og har du spørgsmål til stillingen eller rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Line Purup på 7245 9110.
I rekrutteringsprocessen har vi kun brug for dit CV målrettet til denne stilling og gerne et par linjer om din motivation for at søge. Ansøgningsfristen er 12. maj 2025. Vi indkalder løbende til samtaler, så vent ikke for længe med at søge.
CV’er, der ikke er sendt via linket til Jobindex, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Vi glæder os til at høre fra dig!
GEODIS er en international og nytænkende transport- og logistikvirksomhed, som er ejet af SNCF Group. Vi er en del af et globalt netværk, der spænder over 170+ lande og 53.000+ medarbejdere, hvilket er med til at rangere GEODIS som den 6. største spiller i verden.
I Danmark har vi kontorer i Kastrup og Vejle, hvor 125 dedikerede kolleger ser frem til at byde dig velkommen til en organisation, der prioriterer bæredygtighed og medarbejdertrivsel. Vi stræber efter at skabe de bedste arbejdsforhold gennem vores tilgængelighedspolitik, frokostordning, sundhedsforsikring og mulighed for hjemmearbejdsdage. For at sikre et godt arbejdsmiljø måler vi ugentligt medarbejdertilfredsheden. Derudover er vi stolte af at være certificeret af Investors in People, GEEIS og ISO, hvilket sikrer høje standarder i alle vores processer.
Og selvom GEODIS er en global organisation, er vi i den grad også lokale. Vi er stolte af det sammenhold, vi har på tværs af de danske kontorer. Her hos os kan du - blandt andet - være med til at forme dine arbejdsopgaver, eftersom vores organisation prioriterer medarbejderindflydelse og tillid som nøgleværdier. Samtidig er der stor mulighed for udvikling af din karriere; løbende samtaler med din leder danner grundlaget for mulige karriereveje.
Vi søger dig, som ønsker at arbejde efter vores værdier – Passion, Trust, Innovation, Solidarity & commitment.
Læs gerne meget om vores organisation på www.geodis.com.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.