Vi har europarekord i at skifte job


af Ulla Blankholm

Hver fjerde dansker skifter job hvert år, hvilket svarer til, at op mod 800.000 danskere årligt får nyt arbejde. Det er en fordel for lønmodtageren, arbejdsgiveren og samfundet, mener Dansk Arbejdsgiverforening.

Et jobskifte er ikke noget særsyn i dag, hvor hver fjerde dansker skifter job årligt, ifølge en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening. Det placerer os i toppen i Europa over den nation, der oftest skriver under på nye ansættelsespapirer – en handling, som Dansk Arbejdsgiverforening mener, er til gavn for alle i samfundet.

”De lande, hvor det ikke sker, er der en risiko for, at medarbejdernes værdi for samfundet ikke udfolder sig på den bedste måde. I mange europæiske lande skifter lønmodtagerne ikke særligt hyppigt job, fordi arbejdsmarkedet ikke er lige så fleksibelt som vores,” siger Erik Simonsen, der er chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening.

Han mener, at den værdi der bliver skabt, når vi flytter os til et mere attraktivt job, både er til gavn for os selv, fordi vores kvalifikationer bliver bedre udnyttet, men altså også for samfundet og virksomheden.

”I en række europæiske lande er de meget fokuserede på at bevare jobs i virksomhederne, hvor der i Danmark er en bred accept af, at der nogle gange forsvinder arbejdspladser. Vores fokus ligger på, at vi i stedet for vil skabe nye jobs.”

Vil fortsætte i fremtiden
Han tror ikke, der er noget, som i fremtiden vil ændre på vores hyppige jobskift.

”Det er svært at få øje på, hvem der ikke skulle være interesserede i at fortsætte den her model, for der er reelt ingen tabere. Hvis man ser isoleret på de op mod 500 medarbejdere, der lige har mistet deres job på House of Prince, som lukker – så vil de selvfølgelig opleve det som meget negativt. De vil opleve et kæmpe skift i deres tilværelse,” siger Erik Simonsen og fortsætter: ”Men så snart man hæver blikket fra individet og kigger på, om det er til gene eller gavn med hyppige jobskift for samfundet og den enkelte medarbejder, så er de fleste ikke i tvivl. Vi har set det tidligere i for eksempel tekstilindustrien, at det har haft en enorm betydning, at vi ikke har holdt fast i at bevare arbejdspladser herhjemme.”

Han mener desuden, at Danmarks velstand direkte er afhængig af, at vi er parate til at omstille os – og at de hyppige jobskift er et udtryk for det. Chefkonsulenten mener, at vi er langt bedre stillet i Danmark end andre europæiske lande, blandt andet i forhold til ungdomsarbejdsløshed, som er meget høj i nogle af landene. I Spanien er der for eksempel en ungdomsarbejdsløshed på 30 til 40 procent, fordi det er sværere at afskedige folk – og derfor er virksomhederne tilbageholdende med at ansætte.

”Det undgår vi i Danmark, fordi det er let netop at ansætte og afskedige folk, og virksomhederne har en stor grad af fleksibilitet. Når unge går arbejdsløse længe, så får de et problem med at holde deres kundskaber ved lige, og får dermed endnu sværere ved at få et job.”

En del af kulturen
Erik Simonsen mener, at kulturen herhjemme med at skifte job hyppigt, til dels kommer af, at vi har mange mindre virksomheder i Danmark. I store virksomheder kan du så at sige ”leve” lang tid ved at skifte job inden for murene, hvilket er sværere i en mindre virksomhed.

”Desuden ligger baggrunden nok også i, at vi har en velfærdsmodel, som gør, at der er et reelt alternativ, hvis man ikke lige har et job. Vi har jo vores dagpengesystem.”

Ifølge Politiken viser en undersøgelse fra Europakommissionen, at danskerne i gennemsnit har seks job i løbet af et arbejdsliv. Svenskere og briter skifter næsten lige så ofte job, mens østrigerne har tre job i løbet af deres arbejdsliv. I det Sydeuropæiske vælger grækerne og italienerne at skifte job lidt oftere end østrigerne, men stadigvæk sker det kun halvt så ofte som danskerne. Kortlægningen fra Europakommissionen viser desuden, at 72 procent af danskerne mener, det er positivt at skifte job en gang imellem.

Publiceret 2010-03-01




Læs også

1 til 24 af 117 resultater.
1 til 24 af 117 resultater.
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.