Her får du 5000 kroner for at sige dit job op


Her får du 5000 kroner for at sige dit job op

Af Else Fergo, Jobindex

Forestil dig at du får et nyt job. Kollegerne er søde, chefen er flink, alle kan lide dig, og det hele går som det skal. Men efter den første uge vil chefen gerne tale med dig. Han giver dig et kontant tilbud: du får fuld løn for hele ugen, plus en bonus på knapt 5000 kroner, hvis du siger op med det samme.

Enten er chefen uligevægtig, ledelsen skingrende skør, eller du arbejder for Zappos: en amerikansk virksomhed med ca. 1600 ansatte der ernærer sig ved online salg af sko og tøj. Det er der ikke noget mystisk i, men til gengæld har de den meget usædvanlige procedure, at de tilbyder alle deres nye medarbejdere 1000 dollars, eller knapt 5000 danske kroner, for at sige op efter den første uge.

De første fire uger af ansættelsen hos Zappos består i virksomhedsintroduktion. Her får de nyansatte grundigt kendskab til virksomhedens særlige kultur og værdier. Forud for ansættelsen er der gået en farverig rekrutteringsproces, der bl.a. har inkluderet at udfylde formularer i kryds- og tværs format. Men allerede efter den første uge, får altså selv de dygtigste nye medarbejdere det bizarre tilbud: 1000 dollars, plus løn for den tid de allerede har været der, hvis de kvitter jobbet med det samme - no hard feelings.
Det tilbud siger ca. 10 % af de nyansatte ja tak til, og de får dermed en nem måde at komme ud af et ansættelsesforhold, som de måske ikke er helt sikre på, er noget for dem - plus en pæn bonus oven i.

Fremgangsmåden, med at bestikke sine egne ansatte til at sige op, virker måske en smule ejendommelig, men det ejendommelige islæt er helt i tråd med Zappos egne 10 medarbejder bud (især det tredje):

  1. Yd en WOW service
  2. Værdsæt og skab forandring
  3. Skab sjov og en lille smule ejendommelighed
  4. Vær eventyrlysten, kreativ og åbensindet
  5. Søg vækst og læring
  6. Skab åbne og ærlige relationer gennem kommunikation
  7. Skab et positivt team med familie-ånd
  8. Lav mere ved hjælp af mindre
  9. Vær passioneret og målrettet
  10. Vær ydmyg

Zappos forretningskoncept er, grundlæggende, at yde markedets suverænt bedste service. Det kræver en dynamisk og engageret virksomhed, og for at kunne være dét, må man have dynamiske og engagerede medarbejdere. Zappos er en høj-energisk arbejdsplads med utraditionelle arbejdsforhold; fx er der aldrig loft over, hvor længe en sælger taler med en kunde - så længe kunden bliver glad.

Hver afdeling opmuntres til at bruge humor, og mange af firmaets gæster udsættes for både slagsange og synkrondans, når de passerer gennem kontorerne. Det er nemlig vigtigt for Zappos at efterlade indtryk, som man virkelig husker, samtidig med at medarbejderne har det sjovt og afvekslende. Glade medarbejdere giver glade kunder, og Zappos stræber ikke bare efter glade ansatte, der leverer god kundeservice, men begejstrede ansatte der leverer noget ekstraordinært.

Et kontant og konkret tilbud som dét de nye medarbejder får, tvinger dem til at tage stilling til, hvor meget de virkelig ønsker jobbet. De får mærket efter, hvad de egentlig vil, og de som takker nej til pengeposen, er de som mener jobbet seriøst.
Det er med til at sikre virksomheden de bedste og mest engagerede medarbejdere, og dermed at målrette oplæringen mod de rigtige kandidater.

Nu kunne det lyde som nemme penge at snyde sig til, for folk der bare udgiver sig for at ville arbejde i Zappos? Nej, for udover en spøjs, men grundig rekrutteringsproces, er 1000 dollars trods alt ikke et svimlende højt beløb for en uges intens jobtræning. De fleste arbejdsløse har mere brug for et job end 1000 dollars, og folk, der allerede har et job, får svært ved at finde en hel uge i kalenderen, til at lege ansatte hos Zappos. På den måde minimeres antallet af svindlere helt automatisk.

For de ansatte der har takket nej til pengeposen, og derved beviser deres engagement i firmaet, gør virksomheden meget for at styrke de interne bånd, og relationen mellem kollegerne får næsten karakter af familie.

Zappos har ikke altid tilbudt deres ansatte 1000 dollars for at sige op. Beløbet er vokset med virksomhedens størrelse, og startede ud med kun at være 100 dollars, da firmaet var mindre.
Men på 5 år er omsætningen vokset fra 70 millioner dollars om året til forventet over en milliard dollars i år. Noget tyder altså på, at Zappos har fat i den lange ende.

Selv om virksomheden, ved første øjekast, taber nogle penge på frafaldne medarbejdere, tjener de beløbet mange gange ind igen på sparede udgifter i fejl-rekruttering og frafald efter langt mere ressourcekrævende og kostbare oplæringsprocesser.
Efterhånden som virksomheden vokser sig større, vil også kvit-dit-job pengeposen vokse - og metoden er så effektiv og værdifuld, at det sandsynligvis kun er et spørgsmål om tid, før man vil se formularen kopieret, og hvem bliver, i så fald, de første her hjemme?

Link:
Zappos: www.zappos.com

Kilder:
Bill Taylor, Harvard Business Publishing: "Why Zappos Pays New Employees to Quit. And You Should Too".
Zappos Core Values: www.zappos.com
Liz Wolgemuth, U.S. News: "Would You Quit Your Job For $1,000?"