1 million brugere

Tiden efter opkøbene handler i høj grad om at finde sig til rette i den status som koncern. Fokus for hele 2014 er at få ting til at fungere – det vil sige at få IT-systemer og andet implementeret på tværs af de enkelte virksomheder. Det medfører, at udviklingsafdelingen stort set bliver lagt ned, da de nu skal løfte opgaver i firmaer, som har gjort tingene på helt andre måder. Samtidig er der også sælgere i de forskellige virksomheder, som lige skal lande og lære at navigere i den nye virkelighed. ”Vores målsætning er at finde ud af, hvordan vi strukturerer alle firmaerne i koncernen, så de samarbejder og ikke konkurrerer uhensigtsmæssigt om de samme kunder,” forklarer Kaare Danielsen.

2014-2016:

I den forbindelse er der nogle kunder, som man beslutter at flytte mellem virksomhederne. Derudover indfører koncernen flere andre støttefunktioner på tværs – herunder en fælles økonomifunktion samt en fælles marketingfunktion med henholdsvis Ulla Pedersen og Berit Egholm i spidsen. Midt i denne proces stopper direktøren, Bettina Ravn i Stepstone og it-jobbank, og Kaare Danielsen overtager derfor også denne rolle.

Grundlovsdag, Zoologisk Have 2013

Over 200 medarbejdere fordelt i Storkøbenhavn

Mens Jobindex – nu som koncern – bevæger sig frem mod den sidste halvdel af 10’erne, ser det endelig ud til, at opsvinget slår igennem. Temaet for 2015 er derfor fortsat økonomisk vækst, og det bliver også året, hvor Jobindex runder 1 million brugere og når en børsværdi på en milliard kroner. Samlet set må man sige, at det er et imponerende resultat for et firma, der begyndte som en enmandsvirksomhed i 1996 med blot en enkelt million som startkapital. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at der ikke er skudt en masse penge i virksomheden undervejs. I 2015 er der over 200 medarbejdere i Jobindex-koncernen, og den oprindelige del af Jobindex etablerer også en afdeling for studentermedhjælpere, hvor 40 studerende kan hjælpe de fastansatte med at løse de mange sager, der kommer ind.

Grundlovsdag, 2015.

Jobindex er Danmarks største jobdatabase

Efter 20 år i den forholdsvis unge internetbranche er Jobindex efterhånden en veteran, men Kaare Danielsen gør alt for, at iværksætterånden fra de tidlige dage holdes i live, mens virksomheden ser frem mod de næste 20. Og hvem kunne have forestillet sig, da Kaare Danielsen i 1996 sad i nattetimerne i Los Angeles og rodede med det nye, fascinerende, dragende og endnu helt jomfruelige internet, at han ville skabe en hjemmeside, som to årtier senere havde præsenteret danskerne for millioner af nye jobtilbud? Jo, det kunne måske Kaare Danielsen selv, for han var udmærket klar over, at internettet var et fænomen, som ville ændre vores hverdag helt fundamentalt.

"Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville lave et firma, og at der er nogle ganske få tidspunkter, når der sker et skift i teknologien, hvor det kan lade sig gøre at lave firmaer, der vokser sig rimelig store. Da jeg opdagede internettet, var jeg klar over, at det var sådan et tidspunkt."

Kaare Danielsen, adm. direktør i Jobindex

I de 20 år, som er gået, siden Kaare Danielsen i februar 1996 lagde den allerførste udgave af Jobindex på nettet, er der sket utrolig meget. Men faktisk er det hele i høj grad gået, som han selv regnede med dengang. Han havde forudset, at der ville blive et gevaldigt hundeslagsmål om jobannoncemarkedet mellem de gamle aviser og en gruppe nye internetvirksomheder, og at antallet af udfordrere gradvist ville blive skåret ned. Der er sket en masse i Jobindex, siden dengang Internet blev skrevet med stort I, og et 56K modem var en fartdjævel af en internetforbindelse. Jobindex har i hovedparten af sin levetid været Danmarks største jobdatabase og fastholder tronen i dag.

Men tallene er unægtelig vokset lidt, siden dengang i starten, hvor den magiske grænse var 100 brugere om dagen. En ting, som formentlig – og forhåbentlig – ikke ændrer sig, er, at Jobindex altid har været et sted, hvor man kan mærke og se, at der sker noget. At her er en virksomhed, der bevæger sig. Brudstykket ovenfor samt elementer af den første del af teksten er hentet fra bogen ”Den digitale frontløber” fra 1999 med venlig tilladelse fra Børsens Forlag.

Publiceret 2015-10-30