Pres­se­med­del­el­se: Jobindex lancerer ny portal for ar­bejds­lø­se robotter

Jobindex disruptede annoncemarkedet i Danmark og fortsætter nu sin first mover-fremfærd ved at lancere en ny jobportal med ledige stillinger – kun for robotter. Portalen hedder Robotindex og lanceres i dag.

Jobindex’ nye portal for arbejdsløse robotter, Robotindex, bliver lanceret i dag og fylder det hul i markedet, der opstår, når robotterne overtager det danske arbejdsmarkedet og skal skifte job. Portalen samler ledige stillinger til arbejdsløse robotter, og som udgangspunkt vil der være jobs til alle typer robotter, uanset om man er en toilet-, højlager- eller mikrochiprobot.

”Vi har kørt nogle tests i marts, og mellem 18 og 23 % af vores test-robotter oplever Robotindex som et brugervenligt sted at finde sit nye job,” siger Kaare Danielsen, direktør og grundlægger af Robotindex og Jobindex.

Som en ekstra service lanceres også Robotagenten, hvor tilmeldte robotter hver dag kan få tilsendt relevante ledige job. På sigt regner Robotindex med også at facilitere netværksmøder, fredagsbarer og gå-hjem-møder for robotter, alt sammen online.

Forbinder robotter med ledige stillinger

Robotter kan også lægge deres CV ind på Robotindex. Hvis de gør det, sikrer blockchain, at Robotindex altid har adgang til at se robottens opdaterede CV, ligesom internet of things, cookiepermissions samt AI sikrer, at robotter automatisk bliver forbundet med deres drømmejob. Jobsøgende robotter behøver derfor ikke sende en ansøgning, for Robotindex skaffer den rigtige robot det rigtige job til rette tid.

”Robotindex garanterer 99,99 % oppetid og ingen runtime på exceptions, når robotterne finder deres drømmejob gennem os,” siger Kaare Danielsen.

Et ønske fra robotverdenen

Robotverdenen ser sig selv som en attraktiv arbejdsstyrke, som kan kodes til at være fokuseret, omstillingsparat, robust, chatte og holde mange bolde i luften. Robotter stiller heller ikke krav til bløde værdier såsom massageordning eller CSR.

”Vi er en sikker arbejdsstyrke, da vi ikke lader os styre af følelser, og vi begår ikke fejl,” udtaler C3PO, som behersker 6 millioner sprog og ofte er blevet afvist af hjemmeplejen som overkvalificeret.

Desuden løser Robotindex et problem, der er velkendt i robotverdenen:

”Vi er mange robotter, der har længe kæmpet med at finde relevant arbejde, når vi er færdige på en arbejdsplads,” udtaler R2D2, kendt fra film- og tv-serier verden over.

Har du brug for en robot?

Søger du en robot, eller har du et ledigt robotjob, kan du sende os en telefax på 38 32 33 50.

Er du en organisation, der søger en robot til et løntilskudsjob, skal du være opmærksom på, at løn kan udbetales i cryptovaluta eller – hvis du er sidste ejer af robotten, før modellen udfases – skrotpræmie.

Jobindex forventer, at især robotter med kunstig intelligens er eftertragtede, da de jo selv kan regne ud, hvad deres næste job skal være. Så skriv hurtigt, hvis du søger en AI-robot – først til mølle.