Job eller Flop? / Afsnit 5

OBS

Denne artikel er del af en serie af interviews fra 2009 med Klaus Riskær Pedersen for Jobindex – og ikke en ny artikel. Men grundet Klaus Riskær Pedersens aktualitet i 2019, har vi her gravet materialet frem fra gemmerne, så du kan gense det.

Har de kvaliteter der kræves for at have succes som iværksætter ændret sig med tiden?

Hele graden af social intelligens, evnen til at kommunikere med omgivelserne, interaktion med juridiske instanser, viden om moralske kodeks hos kunderne, interessegrupper og samfund. Det skal man alt sammen være rustet til. Man skal være udadvendt, lydhør og i stand til at forklare sig. Den uslebne, uuddannede, rene forretningsmand - Mads Skjern typen - for dem er der ikke mange muligheder tilbage. Det er blevet et sofistikeret game. Alt er blevet så stort, samarbejdende og gennemsigtigt. Bevares der kan godt opstå en ny "bestseller", men den slags opstår som undtagelser fra hovedreglen.

Systematisk initiativskabelse tror jeg kommer til at ske meget indenfor nogle samarbejdende strukturer. Virksomheder vil give plads til unge initiativtagere som ønsker at være en del af virksomheden, men de unge bliver så styret af en større paraply. De kan dog skabe nye områder hvor de kan finde kapital - folk vil jo gerne tjene penge. Jeg forestiller mig at der opstår nogle strukturer der ligger midt imellem det at starte helt fra sit eget skrivebord og så det at bare være ansat i en stor koncern. Der vil komme nogle kvasi-strukturer der slet ikke er tossede, men de vil stadig være mest gunstige for dem der har deres "baggrund" i orden. De skal kunne passe ind i et større miljø.

Du mener dermed at man skal evne at passe ind i vidt forskellige miljøer, og ikke bare blandt ligesindede entreprenører?

Ja netop. Jeg ser sgu stort set aldrig nogen ligesindede entreprenører!

Hvordan kommer man lettest til at omgås de vidt forskellige typer fra en selv? Er det ved for eksempel at gå til porcelænsmaling?

Nej, det gør man ved at drikke gin & tonic på byens natklubber. Det er ikke det værste sted faktisk. Der finder du mange hårdt arbejdende mennesker der er ramt af en hellig ild og så vil de gerne slappe af lidt senere på aften. Så møder man dem rundt omkring i byen. Man møder også mange via sit arbejde - jeg får rigtig mange henvendelser omkring idéer, projekter og tanker. Det meste af det losser jeg ud igen lige så hurtigt som det kommer ind. Enkelte tager jeg en snak med, det er jo også en mulighed for mig at snakke med forskellige typer af mennesker.

Det er virtuelle bekendtskaber og det er næsten endnu bedre fordi det giver én en voyeuristisk tilgang til tingene, hvor man kan sidde og betragte dem udefra uden nødvendigvis at være en del af dem. Og så er det også et spørgsmål om hele tiden at være wired.

Er der nogle internet fora du kan anbefale?

Jeg er nok mere interesseret i news groups. Der er mange ting der bliver released af artikler, studier og fagpresse. De dukker op i forskellige mailinglister som det slet ikke er dårligt at holde sig ajour med. Her er du med i en modtager-gruppe på bestemte typer af specialinformation. Endelig er der jo også bare at følge med i relevante magasiner, aviser, blade og udsendelser i tv. Du kommer langt ved at læse Wall Street Journal vil jeg sige, og man kommer langt socialt ved at læse Herald Tribune f.eks. indenfor politisk forståelse. Nu er avisen så desværre blevet dårligere efter at Washington Post er udtrådt af den og det er blevet overtaget af New York Times - det er en dårlig ting.. men man kommer også langt ved at gå ud og købe Sunday Times og sparke Politiken ud. Det er en meget god tilgang til tingene - at man først og fremmest åbner op for at der er en større verden der ude.

Hvor lang tid bruger du, i snit, dagligt på at samle oplysninger og information på internettet?

Ha ha - lad være med at spørge! Jeg er hele tiden wired. Der er ikke noget sted jeg kommer på jordkloden hvor jeg ikke er på internettet inden for fem minutter af min ankomst. Hvis jeg ikke er online er det fordi jeg er i transport. Jeg er ikke "telefonmand". Nogle er "telefonmænd" og nogle er "internetmænd". Jeg hader telefoner, det er frygteligt irriterende for mig når folk ringer; jeg vil have mine ting ind på mail. Så kan man læse og svare når det passer - og gemme det hvis det er noget man vil tænke over.

Hvilke navngivne iværksættere, eller ledere beundrer du mest? Du har jo tidligere nævnt f.eks. Bill Gates.

Ja han er jo indlysende og oplagt, men jeg har det nu ikke sådan at der er en bestemt jeg beundrer. Det er for mig mere et studie i hvad forskellige folk laver og så se de gode elementer hos hver især. Man må f.eks. beundre Berlusconi for at være en utrolig dygtig selv-iscenesætter. Han har jo nok en 1. plads i dén disciplin. Bill Gates har vist sig som en mester i at skabe et basisprodukt - hvem kan slå ham på det punkt? Det er der ikke mange der kan. Man er nødt til at sætte etiketter på ting og forstå at adskille dem. Nu vil jeg jo ikke pludselig citeres i hele den danske verdenspresse for at Berlusconi er mit forbillede - forstå mig ret - der er ikke nogen der er en "buntled" (fuldkommen) udgave af det du gerne vil være - og du må alligevel heller aldrig gå hen og blive en klon af nogen , for så er du fucking færdig. Bemærker du et enkelt egenskab som du synes er for fedt - så må du gerne hugge det - og hugge noget andet fra en anden person. Du bliver måske en slags mental Frankenstein - og det er helt ok. Så kan du godt sammensætte dig selv som en traverserende klon baseret på 6, 7, 8, 10 andre personligheder.

Det er ok at sige "Retorisk set er Winston Churchill mit forbillede" - det kan du godt - bare husk at spørge dig selv hvilke forbilleder i hvilke relationer. Der er ikke nogen der er en (færdigpakket) buntled udgave af det du gerne vil være. Sådan er det ikke, og sådan må det ikke være. Brug andre og deres personligheder udelukkende som inspiration til at skabe din egen, og tag kun fra helt specifikke områder. Det er meget vigtigt!