Investér i sociale medier nu

Lav en overordnet plan for din investering i sociale medier – og gør det nu, lyder det fra ekspert, der mener, det vil holde en fra at famle i blinde og benytte sig af alle de sociale medier, man kan komme i tanke om.

Skal virksomheden satse på branding på Facebook, Linkedin eller Twitter? Skal den lancere en intern eller ekstern idéplatform? For mange virksomheder er de sociale medier meget nyt, og ifølge Sofus Midtgaard, der er partner og konsulent hos Wemind, famler virksomhederne derfor lidt i blinde.

”Sociale medier er helt klart noget, virksomhederne skal satse på, men mange virksomheder virker lidt rådvilde og sætter hovedkulds kommunikationsafdelingen på sagen. Man famler i blinde, fordi man gerne vil være med på ”beatet”,” siger Sofus Midtgaard, der mener, at man med den indstilling hurtigt får sejlet de gode intentioner i sænk.

Han mener, at den første fejltagelse, virksomhederne begår i relation til de sociale medier er at sætte kommunikations- eller markedsføringsafdelingen til at tage sig af dem.

”Sociale medier og det paradigmeskift, de repræsenterer, er noget, der gennemsyrer hele din virksomhed, og som både har potentiale og faldgrupper på alle niveauer. Kunder, medarbejdere og konkurrenter bruger det - og derfor er man tvunget ud i det,” siger konsulenten.

I stedet for hovedkulds at sætte kommunikationsafdelingen til at starte en Facebook kampagne, bør man tage et 360 graders blik på hele sin virksomhed og se, hvordan man kan udnytte nye værktøjer og sociale medier til at styrke sine relationer til kunder, medarbejdere og omverdenen.
Hvis Novo Nordisk for eksempel er i gang med en ”employer branding” kampagne med glittede annoncer, men har medarbejdere, der synes, det lyder hult og ikke kan stå inde for det. Så falder det hele sammen, hvis 10 medarbejdere skriver om det på Facebook eller deres blog, for det er her, potentielle jobsøgende går hen for at søge autentisk information.

Pas på med top-styring
Sofus Midtgaard mener, det er vigtigt, man som virksomhed har en holdning til medarbejdernes aktiviteter på de sociale medier. Men mange af de retningslinjer for brug af IT og sociale medier, man ser, har for meget karakter af forbud og regler.

”Virksomhederne burde i stedet for acceptere, at medarbejderne er virksomhedernes vigtigste ambassadører overfor kunder, omverdenen og nye medarbejdere. Det er klart, at man bliver nødt til at have regler i forhold til børsfølsomme informationer, men det ville klæde de fleste virksomheder at åbne mere op,” siger Sofus Midtgaard.
Han advarer dog mod, at folk lynhurtigt lurer det, hvis det hele bliver for designet og styret. Den store frihedsgrad i de sociale medier fra medarbejdernes side, vil formentlig koste nogle svipsere gennem tiden, men det giver ifølge Sofus Midtgaard virksomheden en slags omvendt troværdighed, fordi det virker mere ægte. Modsat hvad mange virksomhedsledere måske tror, kan indsatsen i sociale medier rent faktisk måles.

Mål på aktiviteten
”Allerførst skal man gøre sig klart, hvad man ønsker at opnå med en aktivitet. Skal den styrke brandet, skal den øge indtægterne på kort sigt – for eksempel salg gennem en web-shop – eller skal den reducere omkostninger i virksomheden – for eksempel ved en reduktion af udgifter til et callcenter? Derefter skal man sætte sig nogle meget konkrete og målbare mål, så man kan se, om det giver noget på bundlinjen. Det kan være svært at lave et direkte link, men det samme gør sig jo gældende med en HR-afdeling, hvor det kan være svært at måle afdelingens resultater på bundlinjen.”

Helt konkret kan man for eksempel måle på, hvor mange såkaldte ”followers”, man har i en kampagne på Facebook, eller er der et link mellem aktiviteten og salget i web-shoppen? Nogle andre delmål kan være antal visninger og rating af en video på YouTube, antal besøgende til virksomhedens blog og antallet af personer, der er tilmeldt ens nyhedsbrev.

Sociale Medier – Hvordan?
Start med at afklare og prioritere overordnede mål med projektet.

Få sikret den rette forankring i organisationen.
br> Vurder, om projektet kan medvirke til at øge det kortsigtede salg eller reducere omkostninger ved at erstatte eller aflaste eksisterende processer.

Få sikret, at projektet hæftes op i forhold til virksomhedens strategiske mål.

Opstil som minimum en række konkrete projektmål.

Få sikret måling og evaluering af projekterne.

Del erfaringer internt i virksomheden.

Mål dine investeringer i sociale medier på:
Antal Facebook-venner/-fans/-kommentarer.

Antal followers på Twitter, antal ReTweets eller position i Twitter Grader.

Antal visninger og rating på YouTube.

Antal omtaler på blogs (positiv/negativ).

Antal idéer til nye produkter postet på en idéplatform.

Antal besøgende, sidevisninger og kommentarer til virksomhedens blog.

Antal besøgende på udvalgte service- eller produktsider på en website eller i en web-shop.

Antal personer tilmeldt nyhedsbrev.

Antal RSS-subscribers.

Kilde: Sofus Midtgaard – www.sofusmidtgaard.dk