JobglædeØvrigt

Fi­nansan­sat­te trives bedre på jobbet

42 procent af de ansatte i finanssektoren trives på deres arbejdsplads. Det skyldes formentlig, at man mange steder har droppet individuelle mål.

Finansforbundets årlige undersøgelse blandt 2.650 medlemmer viser, at 42 procent ”i høj grad” trives på deres arbejdsplads, hvilket er en fremgang i forhold til 2015, hvor 37 procent svarede det samme – og i forhold til 2014, hvor 35 procent svarede, at de i høj grad trivedes.

Solveig Ørteby, der er næstformand i Finansforbundet, mener, at årsagerne til den bedre trivsel blandt andet skal findes i, at man i organisationerne arbejder på en anden måde, end man gjorde tidligere:

”Førhen var der en meget stor salgskultur, hvor man i dag har flyttet fokus og sat kunden og kunderelationen mere i centrum. Det betyder, at man har sat medarbejderne fri ved, at de ikke har nogen individuelle mål. På den måde kan medarbejderne selv tage stilling til, hvad der er det rigtige for den enkelte kunde. Samtidig har man mange steder indført teammål, som giver et bedre arbejdsmiljø,” siger Solveig Ørteby og tilføjer, at der samtidig er kommet flere jobåbninger i 2016, hvilket betyder, at virksomheder og organisationer er nødt til at gøre sig ekstra attraktive for at holde på medarbejdere – ellers har mange i øjeblikket muligheder andre steder.

Ifølge Solveig Ørteby er der dog forskel på brancherne inden for finanssektoren. De nye jobåbninger gør sig særligt gældende inden for banksektoren ude i filialleddene, hvorimod back office funktioner ikke hænger på træerne, fordi mange af den type stillinger bliver outsourcet. Assurandører har heller ikke de bedste muligheder for et nyt job.

Trivsel og bundlinje hænger sammen

Frem til 2008/2009 så trivslen i branchen helt anderledes ud – dengang lige inden finanskrisen var det ifølge tallene langt fra tilfredse medarbejdere, man fandt i finanssektoren.

”Det fik os dengang til at sætte os sammen med arbejdsgiverne, som på det tidspunkt havde den holdning, at hvis trivslen ikke var god på arbejdspladsen, så var årsagen, at trivslen ikke var god i privatlivet. De har ændret holdning nu, og vi har etableret et fælles samarbejde, hvor vi arbejder ud fra, at trivsel og bundlinje hænger sammen – for vi kan se, at det er sådan, det fungerer,” siger Solveig Ørteby og tilføjer, at det betyder rigtig meget for Finansforbundets medlemmer, at de trives godt, fordi det giver dem en højere grad af tryghed.

Hun mener samtidig, at en del af det at føle sig tryg på ens arbejdsplads, udspringer af, at man løbende udvider sine kompetencer.

”Vi hører mange, som i øjeblikket bliver helt bange for, om de kan følge med, fordi meget bliver digitaliseret, og meget har ændret sig. Vores bedste råd til dem er, at de hele tiden skal udvikle deres kompetencer – særligt med fokus på at kunne engelsk, fordi det vinder mere og mere frem i vores sektor,” siger Solveig Ørteby og fortæller, at der desuden sker en holdningsændring hos de medlemmer, der går i gang med at efteruddanne sig.

”De ser, at de godt kan sætte sig på skolebænken igen, og at de kan mange af de ting, man skal kunne i dag, men at de måske bare hedder noget andet. Det giver dem en selvsikkerhed, som gør dem mere parate til fremtiden,” siger hun.

Læs også