Få din virksomhed til tops på Google


Få din virksomhed til tops på Google

Der er ingen, der kender Googles nøjagtige algoritme, men efterhånden kender man de principper, som Google vægter højt. Bliv klogere her og få din virksomhed højere op, når folk søger på Google.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

En topplacering på Google kan betyde alverden til forskel for din virksomheds bundlinje. Mange ved det. Men ikke alle ved, hvordan man egentlig rammer den eftertragtede top.

Ifølge ejer af Agilitor, der har specialiseret sig i søgemaskineoptimering, Jan P. Olsen, er der da heller ikke nogen, der kender den præcise algoritme – altså løsningen på, hvad Google går efter.

”Men efterhånden ved vi, hvad Google vægter. Det allerførste skridt er indhold, som er unikt og værdifuldt, og som rammer præcis den målgruppe, man har interesse i. Google ændrer hele tiden sine kriterier for, at man ikke skal kunne manipulere med ens placering, og derfor bliver kvalitet og indhold vægtet langt højere nu end for bare et år siden,” siger Jan P. Olsen og tilføjer, at det første man skal finde ud af er, hvad folk egentlig søger efter.

”Google har et værktøj – Google Keyword Tool, som er gratis, hvor man kan se, hvilke ord folk søger efter. Mange virksomheder begår den fejl at koncentrere sig om, hvad de kan tilbyde – i stedet for at kigge på, hvad folk søger efter. Man bør faktisk starte med at finde ud af, hvad folk søger efter. Når man ved det, så er det et spørgsmål om at rette indholdet efter det, folk vil have,” siger Jan P. Olsen, der oprindeligt er uddannet cand.merc.

Ifølge Jan P. Olsen er mange såkaldt open source systemer bedre til at overholde de vigtigste seo-faktorer end de traditionelle CMS-systemer. Open source er typisk gratis og kan for eksempel være WordPress.

Opdater jævnligt

Det er vigtigt, at man sørger for at skrive de rigtige ord, når man skriver titlen på de enkelte sider på ens site. Det er ikke et ord, brugerne kan se, men browseren skal indeholde det vigtigste ord for ens virksomhed – for eksempel ”rødvin”, hvis det er det, den sælger – og ikke ”forside”, som mange pr. intuition vælger. Desuden skal brødteksten på hjemmesiden så også indeholde de vigtigste ord.

”Kvalitetskravet er som regel, at der bør være 4-600 ord i en artikel. Når man har fået lagt noget godt indhold på hjemmesiden, skal man sørge for at opdatere det jævnligt, for Google kan godt lide, at hjemmesider er friske – og man skal opdatere for eksempel en gang om ugen,” siger Jan P. Olsen og indrømmer, at det kan være svært for eksempel for en produktionsvirksomhed, hvor produkterne skal være beskrevet på siderne.

Her kan en af løsningerne være en blog, hvor man kan lægge relevante artikler ud og give kunderne gode råd. Ofte vil folk være interesseret i fem gode råd inden for ens kompetenceområde.

Derudover er det rigtig godt, hvis der er nogle, der linker direkte til virksomhedens hjemmeside – det tæller ifølge Jan P. Olsen meget i søgemaskinen, og det kan for eksempel være masser af ”likes” på Facebook. Mange har gennem tiden forsøgt at manipulere med Google, for eksempel ved at oprette linkshjemmesider.

”Der er mange, der synes, at man skal snyde og manipulere for at komme til tops, og i min branche taler man om ”white hat” og ”black hat” – hvor de sorte bevidst har forsøgt at manipulere – og hvor de hvide har spillet efter Googles retningslinjer. Google ændrer sine betingelser for at komme manipulationen til livs – til alles bedste. De seneste opdateringer har heddet Pinguin og Panda – nogle mener, det er et opgør med de sorte og hvide hatte fra Googles side,” fortæller Jan P. Olsen.

Se, om det virker

Han understreger, at såkaldt meta-description ikke har nogen betydning i forhold til ens Google-placering, men er vigtig, da det er den beskrivelse, der vises i Googles søgeresultater.

”Du kan gå ind og se på Google Analytics, om folk gør det, I gerne vil have, så man kan måle på, om man gør det godt. Hvordan kommer folk ind på ens hjemmeside? Nogle virksomheder bliver kun fundet, hvis man søger på deres navn. Man skal gerne have en profil, hvor 50 procent kommer fra nogen, der slet ikke kender din virksomhed – men søger efter for eksempel rødvin – og 50 procent, der kender virksomheden i forvejen,” siger Jan P. Olsen og tilføjer:

”Det betyder rigtig meget for en virksomhed, om den bliver fundet på Google eller ej.” Jan P. Olsen mener, at mange virksomheder kan forbedre sig – forholdsvis nemt – ved selv at gøre en indsats.

”Nogle gør det ikke af ren og skær uvidenhed. Når de skal have lavet en hjemmeside, så får de typisk et webbureau til det, men der bliver aldrig tænkt søgeoptimering ind hos dem. Webbureauerne forstår desværre ikke det her og rådgiver ikke godt nok om, at det er vigtigt. Virksomhederne tror, at det er i orden, når de får deres hjemmeside. Mange tror, at så længe hjemmesiden er flot, så gør den nok det, den skal. Det kommer man desværre ikke øverst af – på Google,” siger Jan P. Olsen og understreger:

”Det er jo ikke raketvidenskab det her. Indholdet er det vigtigste, og at man kan gøre det bedre end ens konkurrenter – og det gør man ved at overholde de her faktorer, jeg har nævnt.”

Kom til tops på Google:

• Sørg for at have unikt og værdifuldt indhold på din hjemmeside.
• Undersøg – ved hjælp af Google Keyword Tool – hvad folk egentlig søger efter – og hav det in mente, når du skriver din hjemmesidetekst.
• De vigtigste søgeord skal indgå i titlen på siden. Titlen vises for oven i browseren og er det klikbare link i Google. Den skal vise både læseren og Google, hvad den pågældende side handler om.
• Skriv mellem 4-600 ord i hver artikel.
• Få andre til at linke til din hjemmeside – og gerne til undersiderne.
• Opdater din hjemmeside en gang om ugen.

Kilde: http://www.agilitor.dk/

Annonce: