Sandheden om et såkaldt muldyr

Kære alle

Tak til alle jer, der sammen med mig bad for at jeg skulle finde et job. Da jeg endelig fik et job som finansiel rådgiver for et Dubai baseret selskab med kontor i London troede jeg, at min lykke var gjort. Jeg fik jobbet igennem en dansk online jobdatabase. Jeg sendte min ansøgning og mit CV, og de sagde at de kunne lide mit CV, da jeg havde erfaring fra et lignende job i en online bank. De sendte mig et ansøgningsskema som jeg skulle udfylde, men da det var et udenlandsk firma var jeg bekymret for at det kunne være et falsk firma, så derfor spurgte jeg de ansatte på jobdatabasen, hver gang jeg var i tvivl.

Jobdatabasen sagde at selskabet var ok, og de sagde at det var ok at udfylde ansøgningsskemaet med mit CPR-nummer. Så alt gik godt, jeg fik jobbet og skrev under på en kontrakt som så ægte ud. På virksomhedens hjemmeside stod der, at de bl.a. laver transaktioner og pengeoverførsler gennem Western Union. Virksomheden havde brug for mit kontonummer til transaktionerne. Jeg fortalte dem, at det var bedre at vi åbnede en firmakonto, fordi jeg ikke ønskede at blande selskabets penge med min private økonomi. Manden fra HR sagde, at der var tale om en prøveperiode, det var ikke blevet besluttet, om de ville ansætte mig permanent, så vi kunne bare bruge min konto, og efter prøveperioden kunne vi åbne en firmakonto i en dansk bank. Jeg ringede til jobdatabasen og sendte dem også en e-mail der indeholdt kommunikationen mellem mig og virksomheden og sagde til dem, at jeg ikke var tryg ved at give dem mit kontonummer. De ansatte på jobdatabasen sagde til mig, at de havde ringet og talt med virksomheden og tjekket at virksomheden eksisterede og havde en fysisk adresse, og de havde endda hjulpet dem med at skrive og senere rette annoncen, så de var ikke i tvivl om at virksomheden var ægte, og at jeg bare kunne give dem mit kontonummer, hvilket jeg gjorde. Normalt har falske virksomheder ingen fysisk adresse, men jobdatabasen bekræftede, at der ikke var noget galt eller noget mistænkeligt med virksomheden. De sagde at det var ok at give virksomheden mit kontonummer, så det gjorde jeg.

En morgen ringede de fra virksomheden og sagde, at de havde sendt en e-mail med den første opgave. Jeg læste e-mailen. De havde sendt penge og oplysninger om hvor de skulle sendes hen og til hvem. Pengene skulle sendes via Western Union. Jeg undrede mig over hvorfor pengene skulle sendes via Western Union, og gik på deres hjemmeside igen for at se, hvad de lavede, og der stod at det var et udvekslingsbureau, og at de lavede pengetransaktioner via Western Union. Og da jobdatabasen havde bekræftet at de var ægte, sendte jeg pengene. Fra 25. november til 2. december fik jeg penge og sendte dem igen, jeg beholdt kvitteringerne og sendte dem kontrolnummer osv. Jeg havde altid min kontrakt med i banken, i tilfælde af at de skulle spørge mig, men det gjorde de aldrig. Jeg fortalte banken at det ikke var mine penge, men et nyt job, jeg lige havde fået, og at jeg skulle hæve pengene og sende dem via Western Union. Men de gav mig bare pengene.

Jeg lavede mine beregninger over den lovede løn, og gik til skattevæsenet og forklarede dem om det nye job, jeg havde fået, og spurgte dem, hvordan jeg skulle betale skat, da det var et udenlandsk selskab. Skattemedarbejderen sagde, at jeg skulle gå til skattecenteret. Jeg ringede til dem og vi talte om jobbet. Damen på skattecentret sagde, at det var for sent at ændre skattekortet for i år, da året næsten var slut, men hun lavede en ny skatteberegning for mig for næste år. Vi talte endda om de penge, der kom ind på min konto, for i slutningen af året informerer banken skat om hvor mange penge, der står på kontoen, så jeg spurgte om de ikke ville sige, at jeg har tjent for meget, når selskabets penge stod på min konto. Hun sagde nej, så længe jeg havde kvitteringerne fra Western Union og e-mails som viste at jeg ikke beholdt pengene, men sendte dem videre, ville det ikke påvirke mine skatteberegninger – jeg ville ikke blive beskattet af de penge, der stod på min konto.

Den 2. december da jeg gik til banken i København som sædvanlig, sagde de at min konto var blokeret, fordi pengene måske var stjålne. Jeg ringede til min egen afdeling, og de sagde at de var ved at undersøge det, og ville ringe til mig. Jeg satte det beløb, jeg havde hævet i forvejen tilbage på kontoen og gik hjem. Senere ringede de og sagde, at ja, pengene var stjålet, men de ville ringe igen. De ringede aldrig. Den følgende dag ringede jeg til banken og spurgte til sagen. Da de ikke havde noget nyt at fortælle mig, og da der højst sandsynligt var tale om stjålne penge, havde jeg forventet, at de ville ringe til politiet, men det gjorde de ikke – de havde ikke foretaget sig noget. Så jeg ringede til banken igen og de sagde, at jeg skulle gå til min egen afdeling for at underskrive nogle papirer og give banken tilladelse til at fjerne pengene fra min konto.

Jeg efterlod min syge datter derhjemme og gik hen til afdelingen. Damen i banken sagde, at pengene var stjålet og at jeg skulle ringe til politiet. Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde nogen beviser på, at pengene var stjålet, og at jeg stolede på virksomheden, fordi jeg fik jobbet gennem den danske jobdatabase, som havde bekræftet over for mig, at firmaet var ægte, og jeg fortalte hende, at hvis hun havde beviser på, at pengene var stjålet, så var det hende, der skulle ringe til politiet. Hun begyndte at fortælle mig hvor dum jeg kunne være at arbejde med disse mennesker, og om jeg ikke vidste at de bare udnyttede mig. Jeg spurgte hende, hvem der var så dum, når et dansk firma der formodes at finde job til jobsøgende, kunne sætte en jobannonce på deres jobdatabase, anbefale selskabet og hjælpe virksomheden med at skrive jobannoncen. Så hvordan forventer hun, at jeg skulle vide at det var stjålne penge? Var det mig der var dum eller de ansatte på jobdatabasen, som havde forhandlet med det falske firma? Hun sagde tre gange at jeg skulle ringe til politiet, og tre gange fortalte jeg hende at hun skulle ringe. Jeg havde taget alle kvitteringer med og jeg ville give politiet alt hvad jeg havde, så de kunne spore pengene.

Jeg lod banken tage kopier af kvitteringerne fra Western Union, men nægtede at lade dem beholde originalerne og fortalte dem, at hvis pengene var stjålet, så ville jeg beholde originalerne, som politiet kunne få. Jeg var begyndt at tvivle på om ikke banken selv havde noget med hacking at gøre, hvorfor havde de ventet med at ringe til mig eller til politiet i et helt døgn? Var det for at dække over sporene? Hun ringede til politiet, som jeg tror allerede var i banken, de kom og sagde - du er anholdt. De tog mig med på politistationen, jeg nægtede at køre i deres bil og lade min bil stå udenfor, da jeg ikke vidste, hvor lang tid det ville tage, og jeg ønskede ikke at få en parkeringsbøde. Derfor kørte jeg i min egen bil til politistationen med en politimand på passagersædet. De tog alt hvad jeg havde, låste mig inde og sagde, at jeg ville komme i fængsel den samme dag og i retten den efterfølgende dag.

Jeg ringede til en af pigerne fra kirken og bad hende om at gå hjem til børnene og sove hos dem. Så kørte de mig til et fængsel i København, og dagen efter kom de og hentede mig igen og kørte mig til retten. Dommeren spurgte mig, hvad jeg havde lavet siden jeg kom til Danmark, og jeg fortalte ham det. De beskyldte mig for at medvirke til at hacke banken og stjæle pengene, for datatyveri, samt at sende penge via Western Union, og at jeg vidste at pengene var stjålet. Jeg forklarede det hele og bad dem om at tjekke min e-mail kommunikation både med virksomheden og med jobdatabasen. Men de besluttede at sætte mig i forvaring i 14 dage.

Min datter havde fødselsdag den 13. december, jeg havde en eksamen den 17. december og skulle aflevere mit speciale den 19. december. Men domstolen havde truffet sin afgørelse, så jeg blev kørt tilbage til København og sat i isolation uden telefonopkald og besøgende osv., men politiet tillod mig at have min bibel og en lille bog - bønnernes ABC -, som jeg havde i min taske. Jeg fik heller ikke lov til at skrive, hvis jeg skulle skrive til nogen så skulle de sende brevet til politiet, hvor det ville blive læst før det kunne blive sendt videre til modtageren. Politiet kom og hentede mig om fredagen, og de kørte mig hjem for at hente de bærbare computere fra huset for at kontrollere, om det var dem jeg havde brugt til at hacke banken. Min egen computer var stadig på universitetet til reparation, så de tog børnenes computere. De kørte mig tilbage til min isolationscelle i fængslet.

Bedsteforældrene tog børnene, jeg var i fængslet hele weekenden og bad til, at når teknikerne kontrollerede de bærbare computere om mandagen, selvfølgelig uden at finde noget galt, så ville jeg blive frigivet tirsdag og komme hjem til mine børn. Tirsdag morgen fik jeg et brev fra landsretten, der bekræftede, at de var enige med retten om at jeg skulle sidde i varetægt indtil den 16. december. Men samme eftermiddag den 9. december, kom der en politimand og sagde, at jeg var frigivet og kunne gå hjem. Han sagde ikke hvorfor. Jeg spurgte ham hvorfor, men han sagde, at han bare skulle give mig besked om at jeg var fri, og at han ikke vidste hvorfor.

Jeg gik hjem, og dagen efter gik jeg til politiet for at få at vide, hvorfor jeg pludselig var blevet frigivet. Betjenten sagde, at det er en trist situation, og udover mig var der mange andre, som også var blevet ramt. Firmaet eksisterede og det kaldtes uaexchange.com. Men hackerne havde lavet en kopi af siden på adressen uaexchange.net. Det er det, man kalder "Phishing". Jobdatabasen havde kommunikeret med hackerne, men havde troet at de kommunikerede med den virkelige virksomhed. Hackernes hjemmeside lignede den ægte virksomheds hjemmeside. Så havde de hacket banken og de penge, de sendte via Western Union, blev hacket fra banken, og selvfølgelig forsvandt de uden at efterlade spor, bortset fra mig. Fra politistationen gik jeg ind i banken for at få min konto åbnet. Politimanden talte med banken og forklarede situationen. Heldigvis havde jeg alle de beviserne på e-mails. Jeg havde mailet jobdatabasen mange gange og sendt dem e-mail kommunikationen med virksomheden, og de bekræftede at de havde tjekket virksomheden. Alt dette så politiet da de fik adgang til min mail, samt et Excel ark med beregninger af skat osv.

Men selv om jeg var ude den 9. december havde politiet stadig min mobiltelefon, de to bærbare computere og adgang til min e-mail – jeg gav dem mit password, så de kunne læse, hvad de ville. De ændrede adgangskoden, så jeg ikke kunne gå ind og advare hackerne. Jeg fik de bærbare computere tilbage, gik til eksamen og fik et 12-tal! Derefter gik jeg på Gmail og ændrede mit password, så jeg kunne få adgang til min e-mail for første gang i mere end 2 uger.

Der var to journalister i retten, og de fortalte i de lokale nyheder om en enlig mor, der er udlænding og flyttet til København, og som bidrog til at hacke penge fra en dansk bank. De sagde, at hun var blevet lovet nogle små pengebeløb, og at hun var gået i banken for at hæve pengene, og der var blevet arresteret! Selv min vejleder på universitetet fortalte mig i går at de så det i nyhederne, men at de ikke kunne tro på, at det var sket. Jeg takker for masser af støtte fra kirken, familie, klassekammerater og alle der så nyhederne, men ikke kunne tro på at jeg kunne gøre sådan noget. Folk der ringede til politiet og gik derhen fysisk og bad om at se mig, skrev kort og breve til fængslet, bidrog med penge – tak til alle for støtten!

Betjenten der behandler sagen har været meget, meget venlig og rar, i modsætning til den betjent, der kørte mig til fængslet. Han ville ikke lade mig ringe hjem for at finde ud af, om pigen fra kirken var kommet for at passe børnene, og for at høre hvordan min syge datter havde det. Den venlige politimand sagde, at jeg skulle gå hjem og tage mig af børnene og afslutte min eksamen, og at de ville ringe til mig når jeg skulle for retten igen, men at det først ville blive næste år. Så nu ved de af jer der skrev og ringede, hvorfor jeg ikke reagerede, og hvorfor jeg ikke var hjemme. Der var omkring 400 e-mails, men jeg kan ikke svare dem alle, så i får en ”kort” mail om hvorfor jeg har været så stille, for selv da jeg kom ud af fængslet var jeg stadig uden telefon og e-mail. Vi har haft siden august til at skrive vores speciale. Først kunne jeg ikke finde en makker, og da jeg endelig fandt en, begyndte jeg at skrive, men efter en måned gik min bærbare computer ned, og jeg mistede alt og måtte starte forfra, mens jeg brugte min datters bærbare computer, men så tog politiet den. Så jeg endte med at måtte genskabe 4 måneders arbejde på 4 dage.

Børnene har det godt. Politimanden sagde: "Du har sådan nogle søde børn", og det har han jo ret i. Gud velsigne jer og tak for al jeres kærlighed og bønner...