AnalyserJobglæde

De­tail­bran­chen præget af jobglæde, stolthed og kun­de­o­ri­en­te­ring

Ny undersøgelse kortlægger jobglæden i 18 virksomheder i detailbranchen, hvor stolthed og kundeorientering er løftestang for jobglæde blandt de ansatte.

Jobglæden i detailbranchen er 4-stjernet. Det konkluderer ny undersøgelse, som afdækker jobglæden i 18 udvalgte virksomheder i branchen, der repræsenterer dagligvarehandlen, byggemarkeder samt personlig pleje, helse og velvære, der ikke var omfattet af nedlukning under pandemien.

Undersøgelsen er baseret på 6.967 evalueringer fra nuværende og tidligere ansatte i branchen samt et spørgeskema – gennemført i september 2021 – blandt 512 kandidater med en interesse i detailbranchen som arbejdsplads.

En kvalitetsbevidst, seriøs og mangfoldig branche

Når vi spørger kandidater med interesse i branchen, hvad der kendetegner den, er det værdier som kvalitetsbevidst, seriøs og mangfoldig, der topper listen. Værdier, der har stort potentiale til at skabe stolthed og jobglæde.

Top-3 værdier

  1. Kvalitetsbevidst.
  2. Seriøs.
  3. Mangfoldig.

Kultur og stolthed præger branchen

Detailbranchen er, udover 4-stjernet jobglæde, kendetegnet ved et kundeorienteret arbejdsmiljø og stor stolthed.

Undersøgelsens resultater viser nemlig, at 9 ud af 10 i en eller anden udstrækning oplever at føle sig stolte af deres arbejde i branchen, og bevæggrundene har kandidaterne delt med os. Et kundeorienteret arbejdsmiljø er højdespringeren.

Men det står ikke alene. På trods af det pres, branchen oplevede, som resultat af stor og hurtig omstilling under pandemien, får både kultur og mening samt samarbejde og relationer 5 stjerner af de nuværende og tidligere ansatte i branchen.

Derudover har 18 % af de ansatte, der i forvejen var stolte, forbedret deres opfattelse af branchen under COVID-19. Det betyder, at der er potentiale i at skabe stolthed og jobglæde blandt de ansatte, da resultaterne viser, at stolthed avler stolthed og dermed en forbedret generel opfattelse af branchen som arbejdsplads.

4-stjernet jobglæde

  • Overordnet: 4 stjerner.
  • Kultur og mening: 5 stjerner.
  • Samarbejde og relationer: 5 stjerner.
  • Belønning: 4 stjerner.
  • Arbejdsmiljø og balance: 4 stjerner.
  • Ledelse: 3 stjerner.
  • Karrieremuligheder: 2 stjerner.

Forventninger til karrieremuligheder i markedet

Først og fremmest er der et potentiale i at styrke ledelse yderligere, mens der inden for karrieremuligheder ligger en helt særlig opgave i at få synliggjort mulighederne over for de ansatte i branchen.

Vi har nemlig spurgt kandidater med interesse i branchen, hvad de forventer, at branchens arbejdspladser kan tilbyde – og her står det at gøre karriere og muligheden for at avancere i jobbet tydeligt frem.

Kandidaterne i markedet har hermed høje forventninger til karrieremuligheder, der altså ikke er synlige for de ansatte selv. Heri ligger en intern kommunikationsopgave, idet karrieremulighederne både kan synliggøres over for de ansatte, men naturligvis også over for fremtidige kandidater i virksomhedernes employer branding, herunder også jobannoncen.

Hent rapport

Læs også