App-markedet er i kraftig vækst

Mens de fleste sukker over finanskrisen, så jubler man dér, hvor der udvikles apps til telefoner og iPads. Ifølge en amerikansk analyse vil app-markedet vokse med over 380 procent frem mod 2013, og herhjemme er én af de virksomheder, der blandt andet satser på apps, da også særdeles positiv i sit syn på fremtiden.

Det var afgjort et sats: Hos In2media fornemmede man, at man havde at gøre med et set up, som var så simpelt og talte til så mange, at efterspørgslen ville vokse meget kraftigt. Folkene bag In2media kunne også have valgt at satse alt på flash til mobiltelefoner eller WAP – Wireless Application Protocol – som på et tidspunkt var på manges teknologiske nethinde. De valgte at specialisere sig som nogle af de første herhjemme i apps, og de var blandt andet med til at lancere den første iPad-app.

Andreas B. Iversen

”Der er masser af ting, der ikke opnår den kritiske masses opmærksomhed, men det her har en relevans i alle kontekster. Det er meget forbrugerrettet, og det er også relevant for b2b-virksomheder, som for eksempel nemt kan gennemgå salgsmateriale på en iPad,” siger Andreas B. Iversen, der er administrerende direktør i In2media.

Ifølge den amerikanske analysevirksomhed Gartner vil app-markedet vokse med 380 procent frem mod 2013, og hos In2media mærker den administrerende direktør tydeligt den store interesse for apps.

”Hele smart og tablet-udviklingen er i en rivende vækst. Der er et kæmpe marked. Apples iPad har været det hurtigst udrullede elektroniske produkt i verdenshistorien – og vi er kun halvandet år inde i dens livscyklus,” siger Andreas B. Iversen.

Indtil nu har tendensen ifølge den administrerende direktør været, at mange virksomheder har satset på små set ups i forhold til deres apps. Nu forventer man noget mere og er mere forretningskritiske omkring sin app, og det er her, at In2media oplever størst vækst inden for app-markedet lige nu.

Rent teknisk mener Andreas B. Iversen, at vi i 2012 vil begynde at se flere og flere løsninger, der gør det muligt at lancere apps på tværs af mobile platforme og gør det nemmere at understøtte de forskellige teknologimastodonter som Google, Apple, Nokia etc. Selv om direktøren måske ønskede det, så tror han dog ikke, at alt vil tale sammen – for eksempel vil der fortsat være barrierer for bare at kunne overføre en app fra en Android telefon til en iPad.

App’ens færd ud i livet
Tidligere på året købte In2media 50 procent af InSilico, som er blandt de forreste inden for udviklingen af apps – og som for kort tid siden var aktuel med en iPad-app for Volkswagen Erhvervsbiler – et opgør med de trykte brochurer, prislister og andre papirer, som kan koste dyrt – både økonomisk og tidsmæssigt. In2media har desuden netop lanceret Danske Banks app til iPad.

Andreas B. Iversen råder virksomheder til kun at satse på apps, der har en fokuseret målgruppe og løbende giver den noget værdi; app’en skal være værdiskabende, ellers er den meningsløs.

”Derefter gælder det om at sikre sig, at app’en kommer ud til folk. Mange bygger en fed app, som bare ligger der som en superlækker eksotisk ø, der bare ikke er opdaget af nogen turister. Man skal også tænke over, hvordan man får tiltrukket folk til app’en, og mærkeligt nok fylder det ikke så meget i virksomhedernes bevidsthed. De tror, at udbredelsen sker med ”word of mouth”, men det er ikke nok,” siger Andreas B. Iversen.

Da Danske Bank lancerede deres app, var det ifølge In2medias administrerende direktør ikke nogen kompliceret markedsføring, der skubbede gang i app’en. Ifølge Andreas B. Iversen var et billede af app’en på nogle annonceplakater nok.

”Når man først har sin app ude, så skal man vide, at man også er ret sårbar. Hvis der for eksempel er tekniske problemer, så får du det at vide med det samme. I app-store går man for eksempel ind og giver stjerner til de forskellige apps, så du finder hurtigt ud af, om du er på rette spor. Du får både ris og ros, og det gode er, at man hurtigt kan gå ind og fikse det, hvis der er noget, der ikke fungerer,” siger Andreas B. Iversen.