Jobglæde

Work-life-balance - Jobindex brev­kur­sus - Lektion 4

For at få balance i livet er det vigtigt at have balance mellem de grundlæggende ressourcer, som består af fire forskellige energier; den kropslige energi, den emotionelle energi, den mentale energi – og den meningsfulde energi.

Værktøjer – til dig – til at få work-life-balance

Som vi har været inde på tidligere i brevkurset, er det vigtigt at være i balance i sit liv, fordi man har det bedst på den måde, og fordi man på den måde har større overskud til at håndtere eventuelle problemstillinger og uforudsete hændelser – der ellers ville være en stor belastning for en.

Ifølge Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid, der er medforfatter til bogen ”Balance for Livet – Bryd vanen, og find din work-life-balance”, skal vi sørge for at have balance mellem fire grundlæggende ressourcer eller energier; den kropslige, den emotionelle, den mentale og den meningsfulde.

  • Fysiske ressource: Du skal sørge for, at din krop har det godt og tænke over, at du spiser sundt, sover det du skal og får motion.
  • Emotionel ressource: Ingen kan være glade hele tiden, men kender vi os selv godt, ved vi, hvad der udløser negative følelser, og det gør os i stand til at kontrollere dem. Positiv energi får os til at præstere godt og få succes.
  • Mentale ressource: Fokuser din energi og vær bevidst om at nyde nuet.
  • Den meningsfulde: Handler om at finde den dybere mening med livet.

”Når de fire områder er i balance med hinanden, så har man det rigtig godt. Man kan forestille sig, at det er lige som at sætte penge ind på kontoen; man får større og større overskud – og jo mindre mærker man, når man trækker lidt på kapitalreserven. Derfor skal du hele tiden holde øje med, at de fire områder er i balance,” siger Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid.

Prioritér din tid
En rigtig god øvelse er ifølge Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid at sætte sig ned og inddele sit liv i, hvilke roller man har. Det kan være som forælder, ansat, ven, ægtefælle, bestyrelsesmedlem, at man selv er barn af nogen osv. Derefter kan man skrive, hvor mange procent af ens tid, man bruger i de forskellige roller.

”Dernæst laver du et nyt scenarie over, hvordan din ønskesituation ser ud. Øvelsen er så at finde ud af, hvad der skal til for, at man for eksempel skal prioritere anderledes,” siger Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid, der understreger, at man ikke kan vælge alt 100 procent.

”Så ryger man ind i, at man altid er på vej. Når man leger med sine børn – er man egentlig i gang med at lægge dem i seng eller putte tøj i vaskemaskinen i sine tanker. Man når aldrig at nyde det, man er i lige nu – og have det godt og trives.”

Ved at inddele sin tid i de forskellige roller laver man en forventningsafstemning med sig selv. Ifølge Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid viser en undersøgelse, at en af de ting, der stresser os mest er vores forventninger til os selv – og derfor er man godt hjulpet ved at have afklaret dem med sig selv.

Vær proaktiv
Et andet godt værktøj til at få work-life-balance er at finde frem til, hvor man har indflydelse henne.

”Hvis vi påtager os martyrrollen og synes, at det er de andres skyld, så har vi fokus et forkert sted. Jo mere man placerer sit fokus på omgivelserne, des mindre gør man sin egen rolle. Så sætter man sig på bagsædet og lader andre styre ens liv. Det handler om at være proaktiv.”

Værktøjer – til dig – for at få work-life-balance:

  • Sørg for at få balance mellem menneskets fire grundlæggende ressourcer: den fysiske, den emotionelle, den mentale og den meningsfulde.
  • Prioritér din tid. Inddel dit liv i hvilke roller du har og skriv, hvordan din tid er fordelt. Hvordan ser din ønskesituation ud – og hvad skal du ændre for at realisere den?
  • Sæt dig på forsædet i dit eget liv. Hvis tingene altid er andres skyld, så overlader du dit liv til andre – vær i stedet for proaktiv!

Bliv klogere her:

  • ”Balance for Livet – Bryd vanen og find din work-life-balance” af Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid og Rolf Sylvester-Hvid.
  • "Work-life-balance for ledere" af Christina Støvring Andersen.

Læs også