Øvrigt

Gode job­mu­lig­he­der i 2012 for dig som er ung eller ældre og står uden job. Særligt hvis du er afklaret

De globale nøgletal har de sidste 8-9 måneder peget stadig stærkere på, at vi er på vej ind i en tid, hvor vækst og nye jobs igen vil indtage arbejdsmarkedsarenaen. Vi har som HR-virksomhed daglig kontakt med danske virksomheder i forskellige brancher og i forskellige størrelser, og vores erfaringer fra de sidste 3-4 måneder bekræfter nøgletallene.
Berit Nors Arnesen, Best-Selection

Således har vi oplevet en begyndende optimisme og fremtidstro, blandt danske virksomheder over en bred kam. Alt tyder derfor på, at 2012 vil blive det år, hvor Danmark og resten af verden endelig kommer til at opleve ny vækst og nye jobs. I første omgang vil der være tale om en situation, der vil give dig som ung/nyuddannet eller ældre uden job bedre muligheder i job-konkurrencen, end du normalt ville have det. Og hvorfor så det? Og hvordan kan du som ung eller ældre gøre en situation med gode muligheder, endnu bedre?

Lad os starte med at konstatere, at skønt vi er ramt af arbejdsløshed, har denne på intet tidspunkt været alarmerende høj. I 2011 lå den på 6.1 procent svarende til ca. 162.000 personer. Langt fra de ledighedsprocenter, man tidligere har kendt under økonomiske kriser. F.eks. lå ledigheden i året 1993 på 12.4 procent og toppede i januar 1994 med 13.8 procent, svarende til 386.186 personer! Som følge af dens relative lidenhed har den nuværende ledighed da heller ikke nået at få alvorligt fat på erhvervslivets "yndlingsgruppe" blandt arbejdstagerne - de 32 til 48-årige. Derimod er det gået udover de to ydergrupper: De unge/ nyuddannede, som har fået sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet og de ældre generationer, som hører til dem, der traditionelt ryger først ud. De 32 til 48-årige er imidlertid blevet ramt på anden vis, nemlig på deres risikovillighed mhp. jobskifte.

Før krisen var det i høj grad arbejdstagers marked, og mange i gruppen af 32-48 årige var tilbøjelige til at prøve et jobskifte, hvis et potentielt nyt job forekom "grønnere". Sådan er det ikke længere. Noget flere virksomheder har erfaret, når de ikke har kunnet få ansøgere fra "yndlingsgruppen" til en ledig stilling på trods af arbejdsløsheden. Ja, ofte har det ligefrem vist sig sværere at få de efterspurgte ansøgere under krisen, end før.

Michael Sternhald, Best-Selection

Når efterspørgslen på arbejdskraft nu begynder at stige, så vil den formindskede risikovillighed ikke ændre sig i samme takt. Der vil være en periode inden trygheden indfinder sig og risikovilligheden igen øges. I denne periode, hvor efterspørgslen altså stiger, mens den tendentielt mest attråede arbejdskraft forbliver i de sikre jobs, er det, at du som ung/nyuddannet eller ældre får en ekstraordinær god mulighed for at komme ind på/tilbage til arbejdsmarkedet. Formår du samtidig at være afklaret om dig selv og dine kompetencer og målrette din jobsøgning, er der meget stor sandsynlighed for, at jobbet ligger og venter lige om hjørnet.

Det er vores erfaring som HR virksomhed, hvor vi udover rekruttering/headhunting også beskæftiger os med coaching/CV/testning/profilanalyse, at det har stor betydning, at du, som jobsøger, er afklaret med dine styrker og svagheder, både personligt og fagligt. Herunder at du er afklaret med egen adfærd og motivationsfaktorer. Jo mere afklaret du er, jo større er sandsynligheden for, at du søger på den eller de rigtige stilling(er). Og jo mere afklaret du er ved jobsamtalen, jo mere sikker vil din optræden også være under samtalen og jo større vil sandsynligheden derfor være for at få jobbet.

Kort sagt jo mere afklaret du er, jo større sandsynlighed er der for, at du får et job, og ikke bare et job, men netop det job, der er det rigtige for dig. Dette er det godt at have for øje, når du som ung/nyuddannet eller ældre i nærmeste fremtid får "foræret" en rigtig god konkurrenceposition på jobmarkedet.

Flere informationer kan findes på http://www.best-selection.dk/.