Øvrigt

Aftale sikrer kvalitet i lønt­ilskud­s­an­sæt­tel­ser

En ny aftale om løntilskud i Randers Kommune hindrer misbrug, hvor faste stillinger erstattes af løntilskudsstillinger, uden at de ledige kommer tættere på et job. FTF vil have flere til at kopiere aftalen, som også – i tråd med regeringens 2020-plan – opfordrer til brug af jobrotation.

”Vi har længe vidst, at der er mere perspektiv i job med løntilskud i den private sektor. Men det kommer bag på os, at udsigterne til ordinært arbejde efter job med løntilskud i det offentlige er så dårlige.”

Sådan sagde HK’s næstformand, Mette Kindberg, i en nyhed på hk.dk den 18. marts 2011, da tal fra Beskæftigelsesministeriet viste, at kun 28 procent af dem, der havde været i job med løntilskud i den offentlige sektor havde et ordinært job tre måneder efter, at de havde afsluttet ansættelsen med løntilskud – for dem, der havde været i job med løntilskud i den private sektor, var tallet hele 47 procent.

Tallene viste desuden, at jo længere tid man havde været i job med løntilskud i det offentlige, jo dårligere var ens chancer for at komme i fast arbejde – hvorimod chancerne for fast arbejde efter løntilskud i det private steg med antallet af uger, man havde været i job med løntilskud.

Chancen for at få fast arbejde er ifølge hovedorganisationen FTF’s formand Bente Sorgenfrey det vigtigste ved ansættelser med løntilskud, og når man langt fra kan garantere den ledige fast arbejde, er det vigtigt, at han eller hun i det mindste bliver opkvalificeret og på den måde kommer nærmere jobbet.

FTF skriver den 9. maj 2012, at man som hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte ofte hører om dårlige eksempler på brug af løntilskud eller mistanke om misbrug – for eksempel hvor en kommunal arbejdsgiver sparer med den ene hånd og hyrer medarbejdere med løntilskud med den anden.

Styr på jobindholdet

For at komme misbruget til livs og sikre kvalitet i løntilskudsansættelserne, vil FTF som en del af de kommende trepartsforhandlinger tage fat i reglerne for løntilskud – på forhånd opfordrer Bente Sorgenfrey kommuner og arbejdsgivere til at lade sig inspirere af en aftale, som Randers Kommune for nyligt har skrevet under på.

Aftalen, der omfatter både løntilskud og virksomhedspraktik, kaldes et sæt etiske spilleregler og har til formål at sikre, ”at indsatsen kvalitetsmæssigt er relevant og fagligt målrettet den enkeltes mulighed for at finde fodfæste på det ordinære arbejdsmarked.”

For at sikre, at aktiveringen sker med et klart jobperspektiv, skal formål, indhold og perspektiv for praktikken eller løntilskudsjobbet beskrives inden iværksættelse. Et fællesudvalg skal forhåndsgodkende jobindholdet, inden jobbet må besættes med en ledig.

Thor Jensen, der er formand for FTF Region Midt og en af initiativtagerne til aftalen, vurderer, at tiltaget vil hindre misbrug og fusk med løntilskud:

”Der bliver sat fokus på den lediges funktioner under løntilskudsordningen. Når personen møder op, så er det aftalt, hvad han eller hun skal lave. På den måde forhindrer vi også misbrug,” siger Thor Jensen og tilføjer, at det efter indførslen af de nye regler desuden går bedre med at få de ledige i arbejde efter løntilskudsansættelsen.

Rotation på regeringens dagsorden

Udover at gøre op med misbrug af løntilskudsordningen, skal aftalen fra Randers få arbejdsgiverne til at overveje, om virksomhedspraktik eller løntilskudsstillinger kan kombineres med jobrotation, hvor ledige overtager et job i en periode, mens den fastansatte efteruddanner sig eller tager orlov. I aftalen står der, at ansættelser, der rummer jobrotation, prioriteres.

Det er i tråd med regeringens 2020-plan, som lægger op til at udvide jobrotationsordningen. Regeringen kalder ifølge Ugebrevet A4 jobrotation ”et af svarene på krisens mange udfordringer”; men ifølge tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen var der kun ca. 1.300 arbejdsløse i jobrotation sidste år – 62.000 var til sammenligning ansat i stillinger med løntilskud:

”Jobrotation kommer ikke af sig selv. Det tager tid at få ordningen udbredt, og der skal politisk vilje til. Under den forrige regering blev jobrotation ikke prioriteret, men det gør det nu,” siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) den 14. maj 2012 til Ugebrevet A4.