Dansk Netværk - relationer i rivende udvikling


Dansk Netværk - relationer i rivende udvikling

Af Else Fergo

Iværksætter-netværksgruppen Dansk Netværk er gået fra 1 gruppe til 7 på en enkel sommer. Og efter kun 1 år er der 10 grupper og flere er på vej. Bag den nu landsdækkende succes står Janet Friang og Jacob Vang Thomsen som selv er iværksættere med en klar holdning: relationer er fremtiden og canvas salg er fortiden.

Janet Friang og Jacob Vang Thomsen står bag Dansk Netværk, og ved siden af er de til dagligt ejere af hhv. rekrutteringsvirksomheden en verden af talenter og headsetvirksomheden Thomsen Telecom.
Når Dansk Netværk rammer sømmet på hovedet for så mange iværksættere, kan det skyldes at der bag projektet selv står to iværksættere som har postet alle deres erfaringer og ambitioner i ideen.

En netværksgruppe fødes
En sommeraften i 2007, ikke længe efter at han havde startet sin egen virksomhed, sad Jacob Vang Thomsen ved sin computer, på et iværksætterforum, og efterlyste gode råd og tips fra andre selvstændige erhvervsdrivende. Der var en del, der skrev tilbage at det kunne være udbytterigt at mødes til en snak og mere sparring end hvad man kunne nå at hamre ned på sit tastatur, så de aftalte at mødes på en nærliggende midtjysk café. 10 personer dukkede op, og en af dem var Janet Friang.

Mødet gik så godt, at deltagerne var enige om at gentage det, og det blev Janet der lagde lokaler til, den følgende gang. Det blev hurtigt et fast punkt at gruppen mødtes en gang om måneden, og tidspunktet blev rykket til om aftenen, og så skulle der skaffes aftensmad. Der gik ikke lang tid før gruppen indså at alt for meget tid blev spildt på at gå rundt med hatten og samle 50'ere ind til pizza, eller blive enige om - fra gang til gang - hvem der stod for tilmeldinger osv. til næste møde. Der var brug for nogen til at tage styringen, så det gjorde Jacob og Janet.

Den første opgave for de to nybagte arrangører var at skaffe roligere rammer end tilfældige caféer med klirrende glas og højrøstede gæster. Så en kontakt fra eget netværk medvirkede til, at det store revisionsfirma KPMG i Århus, straks sagde ja til at huse gruppen.

Derfra kunne Janet og Jacob koncentrere sig om at koordinere tilmeldinger, lægge program og hyre interessante foredragsholdere til de månedlige møder.

5 - 10 millioner og lidt lommeuld
Foredragsemnerne spænder bredt og har kun den fællesnævner at de skal interessere iværksættere, mindre virksomheder og freelancekonsulenter. Janet fortæller at det har handlet om alt fra Match Online, som er et site på nettet, hvor man kan købe og sælge virksomheder fra 5 millioner kr. og op efter. Der blev fortalt hvordan man køber og sælger sin virksomhed, hvordan man gør sin virksomhed klar til at blive solgt og hvordan det præcist foregår, når man vil købe en virksomhed. Til at fortælle hvad den lille virksomhed gør, hvis kunden ikke betaler! Hvor står virksomheden juridisk og hvordan håndteres manglende betaling.

Jacob og Janet lægger program nogle måneder frem i tiden, så deltagerne kan se hvad de melder sig ind til, og samtidig gør de plads til aktuelle emner, som tilpasses gruppens ønsker og behov.

Fast mødedato og -sted hver måned. Det gør det nemmere at planlægge for alle. Der er 15 - 20 personer i en gruppe og hvert møde startes med en hurtig præsentationsrunde, af hensyn til nye deltagere og genopfriskning af de andres hukommelse. Hver deltager rejser sig, siger sit navn, fortæller hvor de kommer fra, hvad de laver og hvad de søger i netværket. Derefter er der altid et fagligt oplæg ved en ekstern foredragsholder. ”Vi skal udvikle os i vores små virksomheder” siger Janet ”og derfor er faglige indlæg også utroligt vigtige og relevante”. Efter det faglige indlæg er der en længere pause hvor folk får noget at spise og lejlighed til at snakke sammen, og her er netop god tid og mulighed for at gøre det medlemmerne kommer fra: nemlig at netværke og lære hinanden at kende.

Det faglige oplæg kan være en succesfuld iværksætter der fortæller sin historie, en Google Adwords ekspert der giver tips til online markedsføring, en revisor, en advokat, eller en bankrådgiver der fortæller hvad banken lægger vægt på når en virksomhed kommer for at låne penge. Alle indlæg er krydret med gode god og tips.

Én for alle
"Den eneste fællesnævner for deltagerne er, at de er selvstændige – altså har egen virksomhed" forklarer Janet, "Det kan være, at man er lønmodtager med fast job, og har en webbutik ved siden af. Der er også nogen, der kun kører webbutik. Der er nogen, der har webbutik og fysisk butik, og så er der ellers alle mulige virksomheder repræsenteret; fra reklamebureauer til trykkerier. Der er konsulenter, grafiske designere, håndværkere, unge studerende som endnu går på skole, men allerede har opstartet en virksomhed og folk er lige fra 20 år til midt i 60’erne. Mennesker der har haft virksomhed i 20 år, og kommer for at søge ny inspiration. Deltagernes baggrund spænder meget bredt, ligesom deres brancher. "Alle er velkomne" slår hun fast: "Der er rigtig mange netværk, som lukker af for specifikke grupper. Nogle kræver, at der kun må være én deltager fra hver branche, andre netværk tillader måske kun kvinder og det ekskluderer en masse mennesker, men vi byder alle velkommen, så længe der er variation i gruppen. Studerende med egen virksomhed er der langtfra i alle grupper, og typisk kun en enkelt med.

Ideen er at bringe viden til hinanden. Medlemmerne mødes kort sagt for at hjælpe hinanden til at drive endnu bedre og endnu mere succesfulde virksomheder. De kommer med inspiration, rådgivning og masser af energi!

Langsigtede relationer og en jungleguide
Konceptet for Dansk Netværk er netop at hjælpe hinanden. For de to iværksættere er netværk lig med AT HJÆLPE! Møderne er kendetegnet ved åbenhed, dynamik og kontakter på den lange bane. Målet er ikke den slags netværk, hvor det gælder om at skaffe kunder og omsætninger og have 25 visitkort med hjem hver gang. Tanken er, at medlemmerne skal lære hinanden at kende og skabe langsigtede relationer.

De fleste i gruppen er gode til at dukke op hver gang, og synes det er fedt at komme ud og møde 15-20 andre mennesker, ofte som kontrast til en hverdag hvor der tit ikke er så mange kolleger. I netværksgruppen er der mulighed for at snakke om, hvordan det går i virksomheden, og få gode råd og idéer til, hvordan man kan gøre tingene bedre.

"Man skal ikke forvente, at man går hjem, efter første gang, og har fået alt ud af det" uddyber Jacob; "Det virkelige udbytte kommer først når man har været der 3-4 gange, og begynder at lære de andre at kende i gruppen. Og selvfølgelig er det dem, der er mest aktive, der får mest ud af det, så det handler først og fremmest om at møde op og involvere sig".

Folk kommer ikke for at få venner - men gode, professionelle relationer. Tiden sammen skal bruges effektivt og konstruktivt, men det kan også give en perspektivering som bibringer tryghed, boost og forhåbning. Når først medlemmerne kender hinanden godt nok til at turde åbne lidt op, kommer mange ting frem, som er nyttig viden og fælles forudsætninger man måske ikke lige var klar over at man havde. Måske finder man ud af at det er helt normalt at have røde tal på bundlinjen et halvt år efter opstart. Det er rart at opdage at andre er i samme båd, og at det ikke er ensbetydende med at man gør noget forkert, eller ikke vil lykkes." Men det er der jo selvfølgelig nogen, som bliver nødt til at fortælle og de ting bliver der først åbnet op for, når man lærer hinanden at kende. Det betyder også at medlemmerne sparrer på et helt andet niveau, fordi de tør åbne op" tilføjer Janet.

For Janet og Jacob er det et mål at netværket også skal kunne fungere som en vejledning, i forhold til den skov af tilbud en iværksætter nemt kan fare vild i.

"Der er en masse gratis tilbud" fortæller Jacob "Og der kommer nye til hele tiden. Der er rigtig mange iværksættere, som ikke har tid at sidde og lede på nettet, men som har spørgsmål som fx: hvilke tilbud er der? Og hvor findes de? Fordi vi har været i gang med de her netværksgrupper i lang tid, har vi haft fat i mange af de mennesker, og organisationer der arbejder med gratis tilbud til iværksættere. Det kan være gratis kurser, gratis rådgivning og støttepakker gennem fx Væksthuset og Erhvervsrådet. Janet og jeg er begyndt at have rimelig styr på det og nu vil vi gerne bruge den viden til at rådgive andre. Ideelt set skal man som iværksætter kunne kontakte os og sige: ”Jeg bor i det her bestemte geografiske område og er i den her bestemte situation - hvad findes der af tilbud til mig?"

Begejstring ind på kontoen
Ambitionerne stopper ikke der for Dansk Netværk. Planen er at kunne udvide det nuværende antal netværksgrupper til 50 i løbet af 5 år. Og med en fart på 6 grupper i løbet af en sommerferie, er den høje målsætning ikke helt urealistisk. Alene i første kvartal af 2009 er åbnet nye grupper i Holstebro, Roskilde, Fredericia og Odense, samt nu i maj måned 2009 hvor Hillerød åbner!

Når det skarpe hjørne en gang rundes, er der planer om at arrangere stor-kongres for samtlige grupper under ét tag. Hun oplever at ideen bliver mødt med begejstring i erhvervslivet, og det er nok den reaktion, der først og fremmest er udbyttet for de to bagmænd. Projektet er en stor succes, som dog ikke genererer noget økonomisk overskud.

I næsten to år har Janet og Jacob arbejdet med Dansk Netværk uden at tjene penge på det. Til gengæld har det givet dem meget i form af et enormt netværk, erfaringer, viden og indsigt samt glæden ved at skabe noget med så meget betydning for så mange mennesker. Som ægte iværksættere elsker de at skabe og se ideer vokse, og det 'drive' handler mindre om kroner og ører. De ved, fra egne erfaringer, hvor stram en økonomi mange iværksættere har, og med det udgangspunkt holder de alle udgifter for medlemmerne nede.

Udvikling af virksomheder ved sparring og vidensdeling – samt salg og ikke canvas
Men hvorfor den store satsning på netop netværk? "Jeg tror at vi er på vej derhen, hvor canvas salg er noget, som hører fortiden til" mener Jacob "Og jeg er overbevist om at netværk er det, som vil overtage. Helt banalt er det jo virkeligheden, at der ikke er særlig mange, der gider snakke med en, der ringer kl. otte om aften, for at sælge dem f.eks. et avisabonnement. Når man sidder i sin sofa og ser fjernsyn, er det slet ikke noget man har lyst til. Men hvis det var en relation - en man kendte og havde tiltro til - som anbefalede abonnementet, så ville det måske være noget helt andet. Jeg tror at fremtidens vej hen til et salg vil gå gennem relationer, i stedet for fremmede, der prøver at prakke dig noget på med en standard formular".

"Personligt søger jeg altid sparring og erfaringsudveksling og vil gerne høre andres erfaringer” tilføjer Janet "og det er kendetegnede for rigtigt mange medlemmer, at vi brænder for at hjælpe hinanden til at opnå og drive rigtige gode og sunde virksomheder, og hjælpe hinanden med gode ideer til udvikling” Hun tilføjer ”vi har i Danmark ikke været så gode til at netværke, og det er heldigvis ved at ændre sig nu”

Link: Dansk Netværk