Topchefer: Nu knækker ledighedskurven

Forsidenyheden på Dagbladet Børsen i dag er, at 35% af landets topchefer regner med at udvide antallet af medarbejdere de næste 6 måneder, mens kun 15% regner med at skære ned, og 50% regner med nogenlunde uændret antal, dvs. at de genbesætter de stillinger, der bliver ledige. Dvs. at 85% af alle danske virksomheder nu ansætter nye medarbejdere.

Greens Konjunkturindikator bekræfter dermed den bedring på jobmarkedet, som Dansk Jobindex har vist de seneste par måneder. Sidst de danske topchefer så lige så lyst på fremtiden, var under højkonjunkturen i slutningen af 2007 inden finanskrisen.

Det er dog ikke alle dele af jobmarkedet, der vokser. Det er primært de private funktionærstillinger som sælgere, ingeniører, teknikere, økonomi- og kontorfolk, der er efterspørgsel efter. 3F og Dansk Metal melder også om faldende ledighed, men efterspørgslen er fortsat på et meget lavt niveau, og indenfor det offentlige er der stadig ansættelsesstop mange steder.

Hvis man har mulighed for det er det derfor være værd at overveje at søge udenfor ens gamle arbejdsområde og søge job f.eks. indenfor salg. Det bedste er hvis man kan finde et job, hvor man kombinerer sine gamle erfaringer med noget nyt. Hvis man tidligere har arbejdet som håndværker kan man måske få et job, hvor man skal sælge byggematerialer eller lignende.

Der er ingen grund til at vente, hvis du gerne vil have job i en af de 35% af virksomhederne, der skal til at udvide. Selvom mange virksomheder ikke annoncerer i øjeblikket, så kan man finde dem i vores virksomhedsoversigt og jobannoncearkiv, hvor man kan søge i alle deres gamle jobannoncer, og hvis man kontakter dem nu kan man være heldig at få jobbet inden de annoncerer det overfor alle andre.
Læs artiklen om jobmarkedet i Børsen Online
Se de jobkategorier der udvider i jobbarometeret
Find frem til virksomhederne i Virksomhedsoversigten

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen