Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har nu svaret Anders Samuelsen i sagen om Arbejdsmarkedsstyrelsens jobcrawler. Anders Samuelsen har stillet spørgsmål om hvordan Beskæftigelsesministeren forholder sig til, at Arbejdsmarkedsstyrelsens jobportal Jobnet vil udøve konkurrenceforvirrende politik over for de private jobdatabaser.
Beskæftigelsesministeren svarer, at Arbejdsmarkedsstyrelsen vil udvikle en jobcrawler for at følge med tiden og den teknologiske udvikling, og fordi flere af de private jobbanker har en jobcrawler. Beskæftigelsesministerenskriver bl.a.:
For at skabe mest mulig værdi skal Jobnet som øvrige brugervendte portaler følge med tiden og den teknologiske udvikling. Med det igangsatte udbud ønskes således at raffinere tidligere tiders annonceudklip og i stedet crawle stillingsannoncer og vise link til disse på Jobnet - sådan som flere andre jobbanker nu gør. Dermed kan Jobnet omkostningseffektivt bidrage til at skabe den gennemsigtighed på arbejdsmarkedet, der er målet, så Jobnet af brugerne opleves som en sammenhængende, effektiv og helstøbt jobportal.
Det var Jobindex, der for 14 år siden opfandt jobcrawler konceptet og udviklede verdens første jobcrawler, og Jobindex har siden brugt et to-cifret millionbeløb på at forfine teknologien. Arbejdsmarkedsstyrelsen bekæmpede oprindeligt konceptet ved i de første år at udvikle tekniske forhindringer, der forhindrede Jobindex i at linke til Arbejdsformidlingens jobannoncer.
Hos Jobindex forstår vi ikke at Arbejdsmarkedsstyrelsen vil bruge skattekroner på at udvikle en service, som allerede bliver klaret glimrende af private virksomheder. Det ville være til større gavn for de ledige og jobsøgende, hvis Arbejdsmarkedsstyrelsen valgte at samarbejde med private jobdatabaser i stedet for at forsøge at konkurrere med dem. Læs det fulde svar fra Inger Støjberg
Held og lykke med jobsøgningen i ferien!
Venlig hilsen Kaare Danielsen