OECD forventer flere job til næste år

Antallet af jobannoncer er så småt begyndt at stige indenfor den private sektor, og OECD forventer at væksten vil tage til i 2011 og føre til flere job og færre ledige. Og det bliver der hårdt brug for, for regeringen har forkortet den maksimale dagpengeperiode fra 4 til 2 år. Samtidig er der vedtaget en hjælpepakke til langtidsledige på 500 mio. kr., der skal sikre at alle kommer i arbejde inden 2 år. Læs om OECD's forventninger til væksten

Men selvom der kommer flere job til næste år, så kan man ikke automatisk regne med at få det samme job, som man havde før. Der sker hele tiden ændringer, brancher forsvinder og nye opstår, og man kan simpelthen ikke længere regne med at skulle arbejde med det samme job i 40 år. I øjeblikket forsvinder der job indenfor industri, transport og byggeri, men til gengæld er der øget efterspørgsel efter sælgere og visse offentligt ansatte. F.eks. kører Kommunernes Landsforening i øjeblikket en kampagne for at få uddannet flere socialpædagoger, for dem bliver der mangel på når de store generationer om få år forlader arbejdsmarkedet. Læs om at blive socialpædagog

Det er OK at bruge et par måneder på at se, om man kan finde et job der ligner det, man havde før, hvis man var glad for det. Men efter et par måneder bør man slække på kravene og overveje at skifte branche eller niveau eller gøre noget andet for at finde et job. Måske bør man finde et midlertidigt job, så er der ikke noget tidspres, og det er altid nemmere at søge job, hvis man har et. Man bør kort sagt gå systematisk til værks og lave en plan for hvilke krav, der betyder mest for en, også slække på de andre krav et for et indtil man finder et job. Læs artiklen af Niels Folkenberg

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen