Hvis man har haft en høj stilling kan det være svært at finde et nyt job på samme niveau som det gamle. Man hvis man så søger job på et lavere niveau oplever mange, at de får afslag med den begrundelse, at de er overkvalificerede!
Begrebet overkvalificeret dækker over, at arbejdsgiveren ikke tror på at man vil finde jobbet spændende nok, og at man derfor vil søge væk når man finder noget bedre. Man har altså ikke været i stand til at overbevise arbejdsgiveren om, at man finder jobbet rigtigt spændende og ikke har tænkt sig at forlade virksomheden.
Og hvad gør man så? En ide kan være at nedtone sit CV lidt, hvis man søger et job på et lavere niveau. Her er en historie fra en, der skræmte arbejdsgiverne væk ved at skrive, at han havde været direktør:
Hej Kaare
Da jeg startede som selvstændig i tidernes morgen, var min passion at servicere. Som tiden er gået har jeg erhvervet mig en meget stor viden om mangt og meget: salg, kundepleje, personaleledelse etc., men ingen officielt anerkendte kurser.
Da jeg solgte firmaet fik jeg hurtigt en rimelig god ide om, hvad jeg nu ville bruge mine evner til......rengøringsbranchen er helt OK, men jeg ville prøve noget andet, salg, marketing, kundeservice, noget med ansvar for personale.
Sendte ca. 400 ansøgninger ganske forgæves, fik afslag på alt.
Underligt. Jobcentrene, de aner ikke rigtig hvad der skal til. Snakket med A-kasse, de forstår det heller ikke. Har flyttet til en anden A-kasse, de kunne heller ikke hjælpe.
Anden aktør...tjaaa...de har deres "programmer", som kommunerne køber. De går efter det fastlagte program og har underlige forslag om CV og ansøgninger... men så de ville de blive alt for lange.
Så, når de ikke kan hjælpe, har jeg selv jagtet en grund. Så jeg fik fat en karrierecoach på egen regning. Tjaaa... Hvorfor jeg ikke fik jackpot, var nu ganske logisk efter en snak der.
UDEN at jeg har vidst det har jeg promoveret mig selv som tidligere direktør. Så alt jeg søgte, var jeg selvfølgelig overkvalificeret til. Det er nu bekræftet, jeg har ringet rundt til nogle af afslagene. Så der står nu partner eller slet intet om mine tidligere jobtitler, kun hvad jeg har lavet de forskellige steder.
Da jeg solgte, var jeg sikker på, at jeg ville have fået en nyt job indenfor 2 måneder, positiv og optimistisk, som jeg er.
Nu er der gået 1,5 måned efter min jobcoach og ændringen af mit CV, og nu kommer interviewene, ganske logisk, da udløbsdatoerne er nået.
Så måske du kan hjælpe andre tidligere selvstændige og direktører. Der må være andre, der har haft det problem, og måske stadig har.
Læs artiklen "Hvad gør man, hvis man er overkvalificeret?"
Held og lykke med jobsøgningen!
Venlig hilsen Kaare Danielsen