Danmark ramt af jobpanik

Krisen har nu for alvor ramt jobmarkedet. I går varslede Danish Crown 850 afskedigelser, og antallet af jobannoncer falder også kraftigt. Samlet er antallet af jobannoncer i januar faldet med 50% i forhold til januar 2008, og i visse jobkategorier er udviklingen dramatisk.

Jobannoncer fra det offentlige er faldet med 23%, mens jobannoncer fra private virksomheder er faldet med 57%, men indenfor byggeri, transport og industriel produktion er antallet af annoncer faldet med hele 70-80%. Det er en dramatisk udvikling, og nogle af vores kunder fortæller, at de får over hundrede ansøgninger på deres jobannoncer indenfor visse kategorier. Læs artiklen fra Berlingske.dk

Så det er helt klart blevet sværere at finde et nyt job, og indenfor visse jobkategorier og visse dele af landet er det blevet meget svært. Men der er heldigvis stadig virksomheder, der ansætter. I januar blev der annonceret 17700 nye jobannoncer svarende til ca. 25000 job, og det er stadig et pænt tal, selvom det er halvt så mange som sidste år. Og det er ikke mindst de små og mellemstore virksomheder, der stadig ansætter. Der findes over 50.000 virksomheder med over 10 medarbejdere. Mange af dem havde svært ved at tiltrække medarbejdere sidste år, men arbejdsopgaverne er der stadig, og mange af dem kan nok godt bruge en medarbejder mere hvis man henvender sig til dem.

Så man skal ikke give op, der er stadig forholdsvis mange jobannoncer og lav ledighed, og hvis man sender uopfordrede ansøgninger skal man huske de små og mellemstore virksomheder, for de får næsten ingen uopfordrede ansøgninger, heller ikke i tider som disse. Læs artiklen om små virksomheder Se TV-indslag om små virksomheder

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen