Falske jobannoncer

Internettet er en fantastisk opfindelse. Selvom jeg er på ferie på et skib i Nordnorge nord for polarcirklen og kigger på norske bjerge med sne på, kan jeg logge på internettet via satelit og skrive nyhedsbreve!

Der har været nogle avisskriverier om falske jobannoncer, og lad mig slå fast med det samme, at falske jobannoncer ikke er et stort problem i opgangstider. I nedgangstider fristes nogle rekrutteringsfirmaer til at lave falske jobannoncer, for at få det til at se ud som om der er gang i forretningen, selvom der ikke er det, men det sker ikke i noget væsentligt omfang i opgangstider, som vi har i øjeblikket.

Vores kunder forsikrer os om, at de ikke indrykker falske jobannoncer, og der har vi en stor fordel frem for offentlige jobportaler som Jobnet.Vi bestemmer selv hvem vi vil handle med, vi er ikke forpligtet til at annoncere alle stillinger som Jobnet er, og vi betragter det som vores ansvar at fjerne falske og uaktuelle jobannoncer, hvor Jobnet betragter det som virksomhedernes ansvar. Af samme årsag fjerner vi alle annoncer som stammer fra Jobnet efter 3 uger, for det er den tid det efter vores erfaring normalt tager at besætte en stilling. Vi frasorterer med andre ord de uaktuelle stillinger. De eneste jobannoncer, der får lov til at ligge længere end 3 uger, er annoncer fra vores kunder, som vi kender og stoler på og følger op på.

Men på trods af dette er vi stadig afhængige af feedback fra brugerne. Så send en mail til support@jobindex.dk hvis du støder på falske eller mistænkelige jobannoncer. Så kigger vi på det og fjerner jobannoncerne hvis vi når frem til, at de er falske eller useriøse.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen