Ledigheden falder til 90.500 personer

Ledigheden tog et ordentligt dyk nedad med 6200 personer i juli måned til 90.500 personer, og det er jo rigtig glædeligt. Noget af faldet er muligvis ikke reelt men skyldes ændret ferieadfærd, der var helt klart flere jobannoncer i juli måned end der plejer at være, men ledigheden falder stadig, og vi forventer at den kan komme helt ned på 80-90.000. I Vestjylland er ledigheden 2,0%, mens København ligger højest på 5,0%.

Og hvorfor så blive ved med at skrive om faldende ledighed? Jeg fik en mail i sidste måned fra en bruger, der mente at det var deprimerende at læse om faldende ledighedstal, når man ikke selv kunne få et job. Men jeg mener det er vigtigt at fortælle, at det godt kan lykkes. Den faldende ledighed kommer heldigvis alle grupper til gode, og alene i juli måned er der altså 6200, der er kommet i arbejde. Men det kræver at man har en optimistisk indstilling og selv kontakter virksomhederne.

Hvis der er noget som virksomheder efterspørger mere end noget andet, så er det energi og en positiv indstilling til arbejdet. Det kan være svært at mønstre hvis man har gået ledig længe, men hvis man går til samtale og viser at man er fuld af energi og virkelig gerne vil have jobbet, så er chancen for at få jobbet betydeligt større.

Jobindex offentliggør kvartalsregnskab Jobindex offentliggør kvartalsregnskab i dag, læs det på investorsiden. Gå til Jobindex Investor

Venlig hilsen Kaare Danielsen