Jobsøgning i sommerferien

Hver sommer plejer jeg at skrive om, hvordan man skal søge job i sommerferien, når der ikke er så mange jobannoncer, man kan søge.

Men i år er der over 20.000 jobannoncer og 30.000 job på Jobindex, og der er ingen tegn på at firmaerne holder lukket. Eneste forskel er nok at der er færre ansøgere til jobbene i ferien, så chancerne for at få et godt job skulle være ekstra store!

Men selvom der i år er mange stillinger kan man jo godt samtidig bruge den sædvanlige sommerferiemetode, nemlig at søge uopfordret.

Juli er et perfekt tidspunkt til at kontakte firmaerne uopfordret. Vi snakker med mange firmaer, der har planer om at ansætte nye medarbejdere efter sommerferien, men hvis man kontakter firmaerne nu kan man være heldig og få jobbet inden det bliver annonceret.

Det gælder med andre ord om at ringe rundt til virksomhederne og finde de job, der bliver slået op i august, og så overhale de andre ansøgere ved at søge jobbene allerede nu. Der er ganske vist mange chefer, der er på ferie, men de der ikke er på ferie har god tid til at snakke med jobansøgere, fordi der ikke er så meget andet at lave. Og alle firmaer bliver glade for at blive kontaktet af jobansøgere, der gerne vil arbejde for dem.

Så ring til virksomhederne og find ud af hvilke medarbejdere, de vil ansætte efter sommerferien, og tilbyd at komme forbi til en samtale hvis der er et af jobbene, der passer. Hvis man er heldig kan man på denne måde overhale de andre jobansøgere og få jobbet med det samme.

Held og lykke med jobsøgningen i sommerferien!

Venlig hilsen Kaare Danielsen