De er skøre de aviser

For få år siden snakkede aviserne om at hvordan de skulle opkræve betaling for deres indhold på internettet, for man kunne jo ikke lave kvalitetsindhold, hvis det hele skulle være gratis. Men nu konkurrerer aviserne i stedet om at blive de første til at forære deres trykte aviser.

Denne udvikling kunne man glæde sig over, hvis der var tale om at aviserne havde skiftet holdning og besluttet sig for at gøre en indsats for at styrke folkeoplysningen. Men det er der desværre ikke noget, der tyder på.

Da MetroXpress udkom svarede Berlingske Tidende omgående igen med Urban, og da en tidligere chefredaktør fra BT lancerede gratisavisen Aftenposten i Nordsjælland svarede JP/Politiken igen med at lave deres egen gratisavis ved navn Hver Dag.

Men lige så snart Aftenposten var lukket skiftede JP/Politikens avis navn til Hver Weekend og blev til en ugeavis. Formålet med de nye gratisaviser fra JP/Politiken og Berlingske Tidende er heller ikke at at lave gratisaviser, men at lukke Nyhedsavisen. Hvis man ikke selv kan få nyskabende ideer, kan man i stedet forsøge at spolere andres gode ideer. Det er sådan aviserne tænker, og det er derfor de gamle aviser er i krise. De tænker mere på at spolere hinandens forretninger end på at udvikle nye medier, og derfor bliver de overhalet indenom af andre.

Vi må håbe at Nyhedsavisen overlever ligesom MetroXpress har gjort det, for vi har brug for medier, der skaber nytænkning, og hvis man venter på at Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skal revolutionere verden kommer man til at vente alt for længe.

Venlig hilsen Kaare Danielsen