Jobsøgning i sommerferien

I sommerferien er der ikke så mange jobannoncer, men juli måned er et perfekt tidspunkt til at kontakte virksomhederne uopfordret. De fleste firmaer har planer om at ansætte flere medarbejdere efter sommerferien, men hvis man kontakter firmaerne allerede nu kan man være heldig og få jobbet allerede inden det bliver slået op.

Hvis man som jobsøger vil udnytte sommerferien gælder det med andre ord om at ringe rundt til virksomhederne og opsnuse de job, der bliver slået op i august eller september, og så overhale de andre ansøgere ved at søge stillingerne inden de bliver slået op.

Man får mest ud af at kontakte små og mellemstore virksomheder. Store virksomheder har personaleafdelinger og faste producerer, som de ikke laver om på bare fordi man ringer til dem. Men hvis man ringer til de små og mellemstore virksomheder midt i sommerferien er der gode chancer for at man bliver stillet direkte om til direktøren eller chefen, og han eller hun har god tid til at snakke fordi alle andre er på ferie.

Find ud af om virksomheden har planer om at ansætte nye medarbejdere efter sommerferien, og tilbyd at komme forbi til en kort 20 minutters samtale. Hvis man er rigtig heldig kan man på denne måde overhale alle de andre ansøgere og få stillingen allerede inden den bliver slået op.

Held og lykke med jobsøgningen i sommerferien!

Venlig hilsen Kaare Danielsen