Samarbejde med Kristelig Fagbevægelse

Der er et par enkelte brugere, der har taget det ilde op at vi har udviklet en CV-database til Kristelig Fagbevægelse, men det er der ingen grund til. Vi har blot leveret et system til dem, så de bedre kan holde styr på og kommunikere med deres ledige medlemmer.

Hos Jobindex hjælper vi alle med at finde et arbejde, uanset deres religion eller politiske overbevisning, og vi samarbejder med alle, der vil hjælpe folk med at komme i arbejde. Vi har f.eks. igennem 5 år haft et samarbejde med Foreningen Nydansker, der forsøger at hjælpe nydanskere med at komme i arbejde.

Vi vil også meget gerne samarbejde med fagforeninger. Jeg har gennem 8 år forsøgt at etablere samarbejde med forskellige fagforeninger, men de fleste fagforeninger er mere interesserede i at tjene penge på jobannoncer i deres fagblade eller lave deres egne systemer.

Kristelig Fagbevægelse har som de første fundet på at bruge nettet og vores CV-database til at hjælpe deres medlemmerne med at komme hurtigere i arbejde. Hvis du ikke er medlem af Kristelig Fagbevægelse kan du blot lægge dit CV ind i vores almindelige CV-database, vi har tre rekrutteringskonsulenter ansat til at matche jobannoncer og CV'er på samme måde som Kristelig Fagbevægelse vil gøre med deres medlemmer. Læg dit CV ind i CV-index

Glædelig jul og godt nytår, og held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen