Virksomhederne ansætter flere medarbejdere

Dagens gode nyhed er at der er ved at komme gang i økonomien igen. Det viser vores statistik over antallet af nye jobannoncer, som vi har udviklet i samarbejde med Danske Banks analyseafdeling. Der blev i september 2004 i alt annonceret 16900 nye jobannoncer på internettet. Af disse blev de 90% annonceret på en af de mange jobbørser, som vi scanner, så Jobindex dækker knap 90% af markedet. Læs hele analysen fra Danske Bank

De 16900 jobannoncer er en stigning på 20% i forhold til september sidste år, så tallene tyder på at der omsider er ved at ske det som mange økonomer har forudsagt i lang tid, nemlig at der er ved at komme gang i arbejdsmarkedet igen. Det vil tage lidt tid før det for alvor viser sig i arbejdsløshedstallene, men vi kan glæde os over at det nu ser ud til at blive nemmere at finde et nyt arbejde. Det er da en positiv nyhed op til weekenden!

Men opsving eller ikke, så er der masser af job man kan søge. De 16900 jobannoncer svarer til ca. 23000 stillinger, fordi der er lidt over 1.5 stilling pr. jobannonce, og det er i de små firmaer, at der er størst chance for at blive ansat. Mens de store firmaer som LEGO er stagnerende, så ansætter de små virksomheder masser af medarbejdere, og man må gerne sende uopfordrede ansøgninger.

Jeg har før anbefalet at sende uopfordrede ansøgninger til små firmaer. Mens de store firmaer drukner i uopfordrede ansøgninger, så får de små firmaer ikke nogen, og der findes tusindvis af små firmaer. I dag snakkede jeg med en, der havde sendt en uopfordret ansøgning til et lille firma med 4 medarbejdere. De havde ikke noget job til ham, men de blev så beærede at de kaldte ham til samtale alligevel, for det var første gang de nogen sinde havde modtaget en uopfordret ansøgning! Så send uopfordrede ansøgninger til de små og mellemstore firmaer, der er chancherne meget større.

Læs mere om uopfordrede ansøgninger til små firmaer

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen