Uopfordrede ansøgninger til små firmaer

Vi starter i dag en lille mini-serie om små tricks med stor virkning. Fælles for de små tricks er, at de har stor virkning, fordi ingen andre benytter dem. Det er den slags, der skal til for at finde drømmejobbet.

Det første trick hedder uopfordrede ansøgninger til små firmaer. Du har hørt at man skal sende uopfordrede ansøgninger, men problemet er at alle de jobsøgende sender uopfordrede ansøgninger til de samme firmaer. Et firma som Novo får f.eks. 50.000 ansøgninger om året, og en stor del af dem er uopfordrede. Personaleafdelingen hos Novo gør et stort arbejde for at behandle alle ansøgninger professionelt, men det er nu endgang svært at give folk en individuel behandling, når der kommer så mange ansøgninger.

Samtidig er der en masse små virksomheder, der stort set aldrig får nogen uopfordrede ansøgninger. Tag f.eks. Jobindex. Vi er kendt af stort set alle jobsøgende, og vi skal ansætte 5-6 personer i 2004, hvilket har været omtalt i både Dagbladet Børsen og i Radionyhederne. Den megen medieomtale har resulteret i hele 5 uopfordrede ansøgninger, og de har alle sammen fået en meget professionel behandling. Dette er ikke en opfordring til at sende uopfordrede ansøgninger til Jobindex, med mindre du har lyst til at arbejde i vores telemarketingafdeling, det er en opfordring til at sende uopfordrede ansøgninger til alle de små virksomheder i Danmark, som er endnu mindre kendte end Jobindex.

Novo er en af de bedste arbejdspladser i Danmark, ingen tvivl om det, men udover Novo findes der 10-15 andre store medicinalfirmaer, der er lige så gode og spændende arbejdspladser, og som ikke får nær så mange ansøgninger. Derudover findes en masse små medicinalvirksomheder, som ingen har hørt om. Løn og arbejdsforhold er som regel lidt bedre i de store virksomheder, men til gengæld er det nemmere at få indflydelse og varierede arbejdsopgaver i et lille firma. Personligt har jeg altid arbejdet i små og mellemstore virksomheder, og kunne ikke tænke mig at arbejde i et stort firma.

Der er ca. 500 virksomheder i Danmark med over 1000 medarbejdere, og ca. 5000 virksomheder med over 100 medarbejdere, men der er over 50000 virksomheder med over 10 medarbejdere, og størstedelen af disse får stort set aldrig nogen uopfordrede ansøgninger. Når du skriver til et lille firma går din ansøgning som regel direkte til direktøren, så du kan være sikker på at din ansøgning bliver læst af den rigtige. Da jeg for nogle år siden søgte job i USA sendte jeg naturligvis uopfordrede ansøgninger til Microsoft og alle de andre store virksomheder, hvilket resulterede i en masse postkort om at jeg var optaget i deres database. Jeg sendte også en uopfordret ansøgning til et firma med 7 medarbejdere, hvilket resulterede i et personligt brev fra direktøren, der var dybt beæret over, at der var nogen på den anden side af jorden, der kendte hans firma. De havde desværre ikke et job til mig, men jeg ringede til direktøren, der hjalp mig med gode råd og kontakter i USA.

Problemet med de små firmaer er naturligvis, at de er lidt sværere at finde, men her er internettet et uvurderligt værktøj, for stort set alle firmaer har i dag en hjemmeside, hvor man kan finde oplysninger om firmaet. Næste sprøgsmål er hvordan man bedst sender en uopfordret ansøgning, det skriver jeg om på næste fredag.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen