Brev fra en glad bruger - 2003

Så er det ved at være sommerferie, og jeg synes vi har brug for en god og positiv sommerhistorie.

Der er mange der tror at man ikke kan søge job i sommerferien, fordi der ikke er så mange jobannoncer, men det er forkert. Hvis man er aktivt jobsøgende skal sommerferien bruges til at ringe rundt til alle firmaerne. Det er ganske vist svært at få fat på folk i sommerferien, men de folk, der er på arbejde, har god tid til at snakke med en.

Der er mange firmaer der har stillinger de vil annoncere efter sommerferien, og hvis man ringer til dem nu kan man være heldig og komme til samtale og måske blive ansat INDEN jobbet bliver annonceret. På den måde kan du springe den sædvanlige ansættelsesproces over, og virksomheder vil være glade for at kunne få en ny medarbejder der kan starte med det samme. Så tag telefonen og vær aktiv. På vores side med virksomhedsprofiler kan du finde nogle firmaer der ofte søger ledige medarbejdere: Se listen over firmaprofiler

Her er en sød historie om hvordan Michelle fandt sit drømmejob gennem Jobindex sidste sommer ved at bruge nogle lidt utraditionelle metoder.

Michelle fik jobbet fordi hun var aktiv og mødte op på virksomheden og ringede til virksomheden bagefter, og på måde kom hun foran alle de ansøgere, der bare sendte en almindelig ansøgning. Faktisk fik hun jobbet uden at de andre ansøgninger overhovedet blev læst! For hvilken arbejdsgiver vil ikke gerne ansætte en medarbejder der er aktiv og initiativrig og virkelig viser interesse for jobbet?

Venlig hilsen Kaare Danielsen

Mit navn er Michelle Galthen Hedelund Schmidt Madsen, og jeg har fået læreplads.

Jeg var på besøg hos min mor i Ebeltoft, hun har tilmeldt mig i jobbanken, således hun får besked fra Jer hvis der er nogle jobs. Hendes mobiltlf. "bibbede" at der var email fra Jer, vi åbnede så posten, og vupti - der var mit job jo !!!!

Jeg har siden sidst i juni måned gået arbejdsløs, men har brugt tiden på at opholde mig i FARMLAND i Randers - jeg elsker nemlig dyr - og da beskeden så kom på min mors computer, at de søgte en elev til hundesalonen i FARMLAND i Randers, ja så var lykken måske lige om hjørnet. Vi startede bilen og kørte til Randers med det samme, tog ansøgning og diverse papirer med.

Chefen havde desværre ikke tid den dag, men han så jeg var der og fik så tid til samtale dagen efter kl. 11. Det var en hyggelig samtale, men han havde jo mange ansøgere, så han ville gerne se nogle flere og sagde til mig at jeg kunne gå hjem og tænke lidt over hvad jeg ville have i læreløn o.s.v. Jeg tænkte, at DÈT job ville jeg have - så jeg ringede til ham samme eftermiddag og sagde, at han slet ikke kunne undvære mig og at jeg ville være den rette. Jeg sagde et beløb jeg ville have - og så sagde han - så lidt får du ikke - du får 1000 kr. mere og så kommer du lige ud til mig imorgen (torsdag) kl. 9.30. Jeg troppede op kl. 9.00. og kl. 9.30 fik jeg lærepladsen som hundeklipper i FARMLAND. De næste 3 år er jeg så at finde der !

Tak til Jer og HURRA for mig.

Med venlig hilsen

Michelle Madsen