Nogle job får stadig mange ansøgninger

Det er desværre ikke alle, der oplever, at der er kommet færre ansøgere til stillingerne. Her er en mail, jeg fik som kommentar til min nyhed om, at virksomhederne får færre ansøgere: "Som kommentar vedr. jobsituationen om de manglende ansøgere/ledige, kan jeg blot oplyse, at det bestemt er helt anderledes på kontorområdet, da der på mine seneste afslag er oplyst hhv. over 500 ansøgere og det sidste over 700 ansøgere...!!! Chok, da jeg troede, det gik den anden vej!"

Det er rigtigt, at der stadig kommer mange ansøgere til f.eks. kontorjob, men det er udtryk for en anden tendens, nemlig at jobbene bliver mere og mere specialiserede, mens generelle kontorjob som ”blæksprutter” uddør. Resultatet er, at de få generelle kontorjob, der er tilbage, får en masse ansøgere. Det skrev jeg en artikel om for nogle år siden.
Læs artiklen "Blæksprutterne uddør"

Så hvad skal du gøre, hvis du søger generelle kontorjob, der får flere hundrede ansøgere? Hvis du skriver at du kan lidt af det hele, så ligner din ansøgning alle de andre ansøgninger. Mit bedste råd er at prøve at beskrive dig selv som specialist i et eller andet, også selvom du søger et generelt kontorjob. Så skiller du dig ud fra mængden. Du kan også prøve at søge nogle af de mere specialiserede kontorjob, eller søge job i de mindre virksomheder, for de får færre ansøgere.
Læs artiklen "Vi har ikke brug for gennemsnitsmennesker"

God påske, og held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen