Godt nytår!

2023 blev endnu et vanskeligt og usikkert år på jobmarkedet. De fleste økonomer startede året med at være rimeligt pessimistiske, og vismændene forudsagde ligefrem, at beskæftigelsen ville falde med 100.000 personer. Sådan gik det heldigvis ikke. I stedet satte beskæftigelsen rekord, og der er nu for første gang i Danmarkshistorien over 3 mio. personer i arbejde.

Vi startede året med at være noget mere optimistiske end de fleste økonomer. Nu forventer de fleste økonomer en mere eller mindre blød landing i økonomien og på jobmarkedet, ikke mindst takket være Forsvaret og Novo Nordisk, der begge opruster kraftigt. Så 2024 bliver nok nogenlunde som 2023, dvs. ikke helt godt, men heller ikke helt skidt.

Økonomer forventer altid en blød landing, men de indtræffer stort set aldrig. Normalt går økonomien og jobmarkedet enten op eller ned. Men hvis politikerne forstår at manøvrere, så kan 2024 blive første gang siden 90’erne, at vi faktisk oplever den berømte bløde landing. Og selvom ledigheden nok vil stige lidt, så er der stadig mange gode jobmuligheder.

Og med disse ord vil jeg gerne ønske alle vores brugere et rigtigt godt nytår. Det er hårdt arbejde at kigge efter nyt job. Men vi havde rigtigt travlt og satte næsten 3000 jobannoncer op i ugen før jul, og det tegner rigtigt godt for det nye år. Så der er alt mulig grund til at tro, at der vil komme en masse spændende jobmuligheder i 2024.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen